Emil på dyrskue: - Det er megafedt at være landmand

Hjørring Dyrskue skal blandt andet give flere unge lyst til at arbejde i landbruget

22. juni 2018 kl. 15.45
HJØRRING: Interessen for landbruget fejler ikke noget sådan en fredag morgen, hvor gæsterne, i strålende solskin, strømmer til Hjørring Dyrskue med forventning om flotte dyr, store maskiner og lidt godt til ganen.
Det er blandt andre 4000 skolebørn, og nogle af dem skulle gerne få lyst til at arbejde i landbruget, som mangler arbejdskraft.
- Det er da en udfordring, ligesom i mange andre brancher. Cirka hver femte landbrug mangler arbejdskraft, fastslår formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling.
Der er da også langt mellem de skolebørn, der har mod på en karriere i landbruget.
- Det er vist svært at passe dyrene, og sidst på dagen er man helt udmattet, siger 11-årige Johannes Møller fra Flauenskjold.
- Jeg tror det er for hårdt, og man skal også rigtig tidligt op, griner 12-årige Julie Bech Mortensen fra Hjørring.
Så er det godt, at der er en som Emil Sørensen fra Tårs, der lige har været i ringen til bedømmelse af en brun kvie.
- Det er megafedt at være landmand. Det havde mine forældre ikke lige gættet på. Men jeg fik job som skoledreng for to år siden. Det giver masser af frisk luft, gode kolleger, arbejdet med dyrene, og så gør det ikke noget, at det stinker lidt en gang i mellem, siger 15-årige Emil Sørensen.
Flere landmænd erkender da også, at landbruget skal være bedre til at fortælle de gode historier, som dyrskuet netop er et perfekt forum for.
- Vi skal holde fast i, at det skal være sjovt, og vi skal fortælle om de gode oplevelser med dyrene og naturen, siger landmand Morten Hansen fra Vrå.
Hjørring Dyrskue kan opleves fredag og lørdag. Der ventes mellem 25.000 og 30.000 besøgende.
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste