EDC Danebo er flyttet ind i nyrenoveret hus

EDC Danebo i Lønstrup sælger både fritidshuse og helårsboliger, men vægten er primært på salg af fritidshuse

18. april 2020 kl. 08.43

HJØRRING: EDC Danebo, Lønstrup er flyttet ind i en nyrenoveret ejendom på Strandvejen 77.

I en lang årrække har firmaet delt adresse med Feriepartner Lønstrup. Men da begge parter havde behov for mere plads, valgte EDC-mægleren at flytte nogle hundrede meter længere ind på byens hovedstrøg - nemlig til ejendommen over for Spar-købmanden.

Ejendommen er totalrenoveret, og der er indrettet lejlighed på første sal. Og de nye omgivelser har givet gode vilkår for både ansatte og kunder.

- Vi har fået væsentlig mere plads og har desuden fået et lækkert mødelokale til rådighed. Vi mangler stadig den elektroniske salgs-udstilling, men den er forsinket fra leverandøren på grund af corona-krisen, fortæller ejendomsmægler Jesper Foget, der er afdelingsleder i Lønstrup.

Han udgør Lønstrup-teamet sammen med salgskoordinator Merete Justesen samt Daniel Poulsen, der varetager salg og vurdering af ejendommene.

Jesper Foget tilføjer, at en planlagt reception i det nye kontor er blevet udskudt på grund af corona-krisen.

Favner hele kysten

EDC Danebo i Lønstrup sælger både fritidshuse og helårsboliger, men vægten er primært på salg af fritidshuse. Hertil kommer salg af lejligheder på Fyrklit i Hirtshals.

Al salgsarbejdet sker i et meget tæt samarbejde med EDC-kontorerne i både Blokhus og Løkken. Og hermed får køberne et stort udbud af sommerhuse fra Rødhus til Tversted i nord.

- Det er en kæmpe fordel for både køberne og sælgerne. Det betyder, at flere mægler arbejder på salg af det enkelte hus, og køberne får også en bedre oplevelse, fordi vi kan præsentere dem for flere sommerhuse på vestkysten.

- Vi har ofte købere, der gerne vil se flere huse langs kysten, og nu kan den samme mægler tage hånd om dem hele vejen.

De tre mæglerbutikker solgte i fjor hele 280 sommerhuse på vestkysten.

- De seneste tre år er det gået rigtig godt med salg af sommerhuse, siger Jesper Foget og tilføjer, at vilkårene for køberne har været gunstige.

- Vi havde forventet, at vi i år ville slå sidste års salgsrekord.

Men Jesper Foget konstaterer, at corona-krisen udgør en joker.

- Men i påsken har vi haft overraskende mange ude at se på huse - og vi har også solgt. Vi ligger cirka på det halve af, hvad der blev solgt sidste år - men sidste år var også ekstremt godt.

- Når der kommer lidt mere ro på, og renterne falder igen - så forventer vi der kommer gang i salget igen. Folk der køber sommerhus har jo overvejet det over længere tid, og det er trods alt bedre at have pengene stående i et sommerhus end i banken, tilføjer Jesper Foget.

Mange huse til salg

EDC har førertrøjen på, når det gælder salg af sommerhuse i både Blokhus, Løkken og Lønstrup.

Salget af sommerhuse er fortsat meget områdebestemt. I Lønstrup er der forholdsvis mange huse til salg og forholdsvis lange liggetider. Det fremgår af tal på Boligsiden.dk

- Vores Blokhus-kontor sælger fortsat flere sommerhuse, end Løkken og Lønstrup til sammen. Mange af de huse, vi sælger i Blokhus, er til Aalborggensere, mens sommerhusene i Lønstrup og Løkken er mere interessante for Hjørring- og Brønderslev-folk, fortæller Jesper Foget.

Han tilføjer, at den store fokus på kystsikring - eller mangel på samme - ved Lønstrup har afskrækket potentielle kunder fra at købe sommerhus i området, men de vender lige så langsomt tilbage igen.

- Vores kunder kommer jo fra hele landet - også fra udlandet - og de kender jo ikke de lokale forhold. De tænker bare, at Lønstrup er der, hvor kysten forsvinder.

Og den spektakulære historie om fyret, der flyttede, har ifølge Jesper Foget været med til at bekræfte køberne i den antagelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste