Dygtige håndværkere holder åbent hus - og nu laver de også ”gårdbutik”
Tversted Skole er en nedlagt folkeskole, men nu har den fået nyt liv: Da skolen lukkede i 2015, købte garnfirmaet Isager bygningerne. Nogle af rummene bruges til lager og administration, men de fleste klasseværelser er ”beboet” af lokale kunsthåndværkere.
Der er blandt andet væveværksted, trykkeri, syværksted og keramiker på skolen.
Og dem kan du møde lørdag 9. april kl. 11 - 16.
- Denne dag er ganske særlig, fordi der er god tid til at tale med de besøgende og tid til at demonstrere håndværk. I nogle værksteder kan man som gæst få en hands-on-oplevelse, lyder det fra arrangøren.
- For at styrke fællesskabet efter en lang tid med coronarestriktioner, arbejder vi sammen om temaet Samvirke. Her undersøges, hvordan vi på kryds og tværs af værksteder kan skabe fine produkter sammen, og vi er selv meget spændte på, hvad der kommer ud af det. Fra kl. 11 – 12 støber Anne Fonnesbech bronzeskulptur i skolegården. Nyd en kop kaffe i spisestuen, hvor der er opstillet en hyggelig kaffebod, oplyses det endvidere.
Flere af værkstederne har denne dag salg af de produkter, der fremstilles.
Men i april åbner værkstederne også en fælles butik med fine ting, produceret på værkstederne. Salget foregår som ”gårdbutikssalg”, hvor man selv finder varen og betaler med MobilePay. Mangler man en særlig gave, så kig forbi skolens værkstedsbutik, lyder opfordringen.