Double up på kvadratmeterne: Lytzen bygger nyt
Erik Lytzen A/S har to adresser i Hjørring, men rykker sidst på året sammen i nybyggeri på Frederikshavnsvej
HJØRRING: Det er godt 40 år siden, at Erik Lytzen A/S blev etableret på Barfoedsvej, hvor der i øjeblikket er 48 medarbejdere beskæftiget indenfor bl.a. el- og industrinstallation, elektroværksted og elevatorservice.
Virksomheden har endnu en afdeling i Hjørring, nemlig på Georg Jensens Vej, hvor yderligere 18 medarbejdere arbejder med især VVS, el og ventilation.
Det varer dog ikke længe, før de to afdelinger rykker sammen. Virksomheden har netop haft første spadestik på et nyt domicil på Frederikshavnsvej 78 - bag Hjørring Jagt og Fritid, og planen er, at bygningen skal stå indflytningsklar 1. november.
- Der er flere fordele ved at flytte sammen, men det vigtigste er, at medarbejderne i de to afdelinger vil få et mere naturligt og nemmere samarbejde om opgaverne. Der er helt enkelt ting, som er lettere, når man mødes på værkstedet, på lageret og i kantinen, siger direktør Anders Nielsen, som desuden ser frem til at få rådighed over næsten dobbelt så mange kvadratmeter på den nye adresse - nemlig 1.800 kvadratmeter.
Det er Vennelyst Entreprenørforretning, som står for opførelsen af det nye domicil, som bliver bygget, så der kan etableres en 1. sal på en del af bygningen, hvis behovet opstår. Erik Lytzen A/S har desuden afdelinger i Aalborg og Hirtshals og beskæftiger i alt 102 medarbejdere, heraf 33 lærlinge.