Donation: Luft i budgettet og vind i håret

NBV har indkøbt en sofacykel til 60.000 kroner efter donation fra Lions Club Vendia

08. december 2018 kl. 13.44

HJØRRING: Selv om vi går mod kolde tider, så skulle der alt andet lige være mulighed for ekstra motion, mere frisk luft og endnu rødere kinder for både brugere og ansatte på NBV (Nordjyllands Beskyttede Værksted) på Georg Jensens Vej i Hjørring.

NBV, der et dagtilbud til voksne borgere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, har således modtaget en stor donation fra Lions Club Vendia, der har gjort det muligt at indkøbe en duocykel - eller mere mundret: En sofacykel med el.

- Vi har godt nok en gammel cykel, men den er så slidt, at vi ikke tør køre ret langt på den. Nu kan vi komme længere omkring, siger Kristine Reinholt Kjær, der er ansat på NBV.

Brugerne fik præsenteret den nye cykel ved et lille surprise-party i sidste måned. Og cyklen - hvor der er plads til ansat og en bruger, der begge skal trampe i pedalerne - er allerede blevet brugt flittigt.

- Vi har blandt andet været på biblioteket, i Svanelunden, ude i naturen og inde i vores butik Mirabel, fortæller Kristine Reinholt Kjær.

Egentlig havde man på NBV en plan om at finansiere den nye cykel ved indsamle aviser, men det kom Lions Club Vendia for øre, at man manglede en cykel, så man blev opfordret til at søge - og det skulle i øvrigt være klubbens største donation nogensinde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste