Billede beskrivelse

Donation giver helt nye muligheder på legeplads i Sindal

10. maj 2024 kl. 14.00

SINDAL: Hos Sindal Privatskole og Børnehus kan glæden mærkes helt ud på legepladsen. Og det er der en rigtig god grund til.

- Vi har været så heldige, at vi har modtaget en donation fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel på 57.726 kroner, fortæller skoleleder Lin Østergaard.

Hun fortæller, at donationen har meget stor betydning for skolen og børnehuset i Sindal.

- Den lokale støtte betyder uendeligt meget for et lille sted som vores, da vi ellers ikke ville have mulighederne for at udvikle vores legeplads på den måde, som denne donation giver os mulighed for.

- Vores børnehus arbejder med Krible krable tema. Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel gør legen og udviklingen endnu sjovere for vores børn, fortæller hun.

Hun fortæller videre:

– Vores arbejde med krible-krable tema gør, at vi er ude meget af tiden. Det handler om, at børnene skal ud i naturen og være undersøgende. De skal finde forskellige dyr og sætte navne på dem, se hvor mange ben de har, og de skal også ned og fiske haletudser. Alt sammen for at se og mærke naturens cyklus.

Fra Sparekassen Danmark Sindal var Mads Nielsen og Thomas Christensen på besøg for at overrække Kenneth Mainz, som er ny Pædagogisk leder, donationen.

Pengene skal gå til en ny legeplads primært til vuggestuebørnene. De har nemlig brug for en legeplads, hvor de bedre kan udfolde sig og udvikle deres motorik i legesituationer.

– Det får vi endnu bedre mulighed for nu, siger Lin Østergaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste