Dolgora Pedersen elsker sine ture i Christiansgave, hvor hun henter inspiration til sin kunst. Foto: Jakob Gammelgaard
Mennesker

Dolgora og andre frivillige redder truede haver i Hjørring

Der er nu en gruppe frivillige, der er klar til at tage en tørn i Christiansgave i Hjørring, men opgaven er stor

05. juli 2021 kl. 15:30

Dolgora Pedersen slår ud med armene ved de omdiskuterede og truede temahaver i parken Christiansgave i Hjørring.

- Smukke blomster og duftene betyder utroligt meget for mig, og jeg går ofte igennem her, fortæller kunstner og kunstunderviser, Dolgora Pedersen.

Hun er en af de foreløbigt cirka ti frivillige, der har meldt sig på banen og er klar til at være med til at passe haverne og parken fremover.

Hjørring Kommunes materielgård skal spare et årsværk på vedligeholdelsen i parker og anlæg i kommunen, og det har skabt stor debat. Kommunen har opfordret frivillige til at komme på banen og overtage nogle af opgaverne, fremfor at bedene bliver sløjfet.

I Christiansgave ville besparelsen bl.a. betyde, at de fire arkitekttegnede temahaver i den nordlige del af parken ville blive fjernet. I den centrale park i Hjørring, skal der alene spares 600 mandetimer om året.

Det nye arbejdslaug har haft møde med kommunen, og det er også gået op for frivillige, at det er en stor opgave, der venter. Det handler ikke kun om lugning i temahaverne, men også om hækklipning og græsslåning.

Foto: Jakob Gammelgaard

Ud over at forsøge at hverve flere frivillige, bliver der derfor også arbejdet på fundraising blandt lokale virksomheder, som eventuelt kan tilbydes små skilte med firmanavn ved bedene, mod, at der gives et økonomisk bidrag til at holde parken. En anden af de frivillige, Henrik Ibsen har meldt sig til at stå for kontakten til virksomheder. Han kan kontaktes på tlf.: 24427615.

De frivillige mener, at en årlig sum penge ville være godt til at få nogle af opgaverne udført professionelt.

En anden frivillig, Birgitte Nielsen har allerede kastet sig over lugearbejdet.

- Vi kan jo lige så godt komme i gang. Jeg forstår ikke, at kommunen skal spare på det her, når man ser, hvad de bruger penge på andre steder. Det er ikke fordi jeg kommer særligt meget i parken, men jeg elsker haver, siger Birgitte Nielsen.

Birgitte Nielsen er gået i gang med at luge i bedene i Christiansgave. Foto: Jakob Gammelgaard

I nogle af omegnsbyerne har lokale foreninger meldt sig og har overtaget noget af vedligeholdelsen, men i Christiansgave bliver der formentlig tale om et arbejdslaug. Nye interesserede, der vil hjælpe med opgaven, opfordres til at komme til et nyt møde 16. juli kl 9.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu