Tømrermester Peter Muhlig er klar til Paris. Han er i topform. Foto: Bente Poder
Livet her

Diskusprolaps cyklet væk - på vej til Paris

14. juli 2017 kl. 11:09
Tømrermester Peter Muhlig cykler fredag morgen til Paris med Team Hjørring. Foto: Bente Poder

Tømrermester Peter Muhlig fra Sindal var 39 år, da han begyndte at få smerter og trækninger i det ene ben. Lægen sendte ham videre til en fysioterapeut og en scanning på Hjørring sygehus, der viste en diskusprolaps i den nederste del af ryggen. Fysioterapeuten foreslog en såkaldt konservativ behandling: Øvelser og masser af træning. Derefter begyndte Peter Muhlig at cykle og nu fire år efter er han på vej til Paris på cykel med Team Hjørring.

Peter Muhlig (43) satte sig fredag morgen sig i sadlen og indleder den første af i alt ni cykeldage mod byernes by, Paris. Ordet diskusprolaps virker fjern i den sammenhæng.

- Jeg har ingen anelse om, hvordan det kan være opstået. Det har lægerne heller ikke. Det kan være en hård dag på arbejde, det kan være et vred, når jeg har taget en strømpe af. Havde det været et voldsomt fald eller en pludselig overbelastning, så havde jeg været opmærksom på det, fortæller Peter Muhlig før starten.

Peter opsøgte oprindeligt en massør for at komme af med smerterne. Men det var hans kone, Tina, der er lægesekretær, der fik tanken, at det mere sandsynligt var en diskusprolaps.

En diskusprolaps kan sidde flere steder. Peters var den mest almindelige, da den sad nederst i ryggen og trykkede på nerven, der går videre ned i benet. På sygehuset mente man ikke, der skulle opereres. Peter skulle i stedet tabe sig, lave rygøvelser og begynde at dyrke motion.

- Fysioterapeuten forklarede det på den måde, at min diskusprolaps, i lænderyggen, kan forstås som et sår, der kan hele, hvis man træner det rigtigt, siger Peter Muhlig.

Men der var et problem, der hed tid. For Peter var selvstændig tømrermester med lange arbejdsdage.

I sin sparsomme fritid var Peter medlem af en madklub for mænd. Og det var starten på cykeleventyret.

Han har aldrig brudt sig om at løbe. Det er ikke ham. For længe siden havde han og konen spillet volleyball, men det stod heller ikke øverst på listen.

I stedet spurgte han mændene fra madklubben, om ikke de var med på at cykle lidt?

- Der var flere, der sagde ja, og den første dag cyklede vi 11 kilometer. Jeg var pavestolt. Jeg var begyndt at motionere. Jeg begyndte også på rygøvelserne, de usunde mellemmåltider stoppede, og familien ændrede kostplan, fortæller Peter Muhlig.

Der gik cirka et halvt år, og så havde han tabt 10 kilo.

En lille håndfuld mænd fra madklubben blev ved at køre sammen. Der gik ikke længe, før Peter Muhlig meldte sig i Cykle Clubben Hjørring. Han var blevet begejstret for at cykle.

Peter fik snart en ægte racercykel med stel af kulfiber.

Han cykler hver søndag, og det er lange ture fra klokken 8-17 hver gang.

- Familiens opbakning er uundværlig, og den får jeg. Men det er også grunden til, at jeg er smertefri i dag. Og så er jeg endda ikke altid god til at lave mine rygøvelser, siger Peter Muhlig.

Det er første gang, at Peter Muhlig er med Team Hjørring og han glæder sig til de knap 1464 kilometer og til at se Tour de Francerytterne køre ind på Champs-Elysées 23. juli.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu