Din Hjemmepleje på gaden med ti nye biler

09. februar 2018 kl. 11.36

10 nye Peugeot-biler med pink tag kører nu på vejene i hele Hjørring Kommune.

Bilerne tilhører Din Hjemmepleje, og de blev overdraget hos Peugeot i Bilhuset Hjørring forleden.

Ejer af hjemmeplejefirmaet Steen Sørensen og hans afdelingschef Jeanette Christensen fik overdraget nøglerne, og samtlige medarbejdere fik en demonstration af bilerne, inden de rullede ud over fortovskanten.

Flemming Johansen, der er erhvervsrådgiver hos Peugeot, stod klar til at præsentere det færdige resultat. Og sammen med ham var Kristian Klokkerholm Kristensen fra Egotag - skilte og reklame. Egotag har nemlig stået for opgaven med at dekorere de ti ens biler med både firmalogo og de iøjefaldende pink biltage.

Din Hjemmepleje er ejet af SDS Holdning, som Steen Sørensen ejer.

- Vi udskifter alle vores firma-biler, fortalte han med et nik mod de ti spritnye Peugeot 208, 1,6 BlueHDI.

Alle biler er på gule plader og indrettet, så der er god plads til rengøringsudstyr og andet grej i bagagerummet

Jeanette Christensen glædede sig sammen med medarbejderne til at få de nye biler på vejen. Og bilerne får lov at arbejde hårdt.

- Vores biler kører mellem 20.000 og 30.000 kilometer om året. Vi dækker en stor kommune - vi kører jo også meget ud til yderområderne, fortalte Jeanette Christensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste