Livet her

Det må gerne være sjovt at lave billeder

23. oktober 2017 kl. 06:03

Aldrig tidligere i historien har vi været omgivet af så mange billeder; Hver eneste dag bliver vi bombarderet med snaps, instagrams, reklamer, logoer og links til YouTube-videoer.

Og samtidig producerer vi vores egne billeder, som vi deler med mobiltelefonen. Men hvad er et godt billede? Og hvad kan man også bruge dem til?

"Visuelt Værksted" er Hjørring Ungdomsskoles gratis billedtilbud til alle unge i kommunen mellem 14 og 18 år. Holdet mødes på Hjørring Ungdomscenter om mandagen efter skoletid, men med tiden også onsdage i samme tidsrum.

- Det må gerne være sjovt at lave billeder, selv om det i virkeligheden er en alvorlig sag, fortæller en af holdets to lærere, Liza Wendelboe Bøcher. - Og så er det altid inspirerende at dele værksted med andre eller samarbejde om større billeder end dem, man kan lave hjemme på værelset.

Redskaberne og materialerne er mange: Blyant, pensel, kul, gips, ler, installation, foto ... Det handler om at prøve sig selv af i billedværkstedet, fortæller Liza Wendelboe Bøcher.

- Og det er ikke afgørende, hvad du allerede kan, for alle kan arbejde på deres eget niveau. Men drømmer du om at blive en vild tegner, tager vi dig med til tegnemarathon i efteråret og hjælper dig med at kvalificere dig til DM i tegning i april. Du kan også samle en portfolio til eksempelvis Visuel HF, hvis du gemmer en animator i dig.

- Når vi mødes introducerer og underviser vi i forskellige teknikker og materialer, men der er også god tid til at forfølge dine egne interesser og udnytte de gode muligheder, som de store, lyse lokaler på Hjørring Ungdomscenter på Norgesvej tilbyder.

- Undervisningen har sin hovedvægt på at skabe egne billeder, men sammen ser vi også på kendte og ukendte kunstværker; både på skolen som inspiration til dagens arbejde, men også når vi besøger f.eks. kunstmuseet ARoS i Aarhus. Og så vil vi gerne slutte året med en studietur til Paris, hvor vi både skal se Mona Lisa og selv lave street art langs Seinen. Det bliver spændende, men her er der dog en rimelig egenbetaling, tilføjer Liza Wendelboe Bøcher.

Der er gratis at være med. Der er åbent for tilmelding via hjemmesiden www.ungihjoerring.dk.

Annonceret indhold

Nyeste