Det er faktisk gået godt
Hjørring Kommune har haft stor vækst siden finanskrisen
KOMMUNEN: Selv om vi er midt i Coronakrisen, så kan man godt have brug for at glæde sig over, at det faktisk er gået godt med Hjørring siden den seneste økonomiske krise - finanskrisen.
Hjørring kommune kommer ind på en flot 14. plads blandt de danske kommuner, når det gælder vækst i værdiskabelsen siden finanskrisen.
Det viser tal fra Momentum, der udgives af Kommunernes Landsforening.
Tallene stammer fra en særkørsel af kommunernes bruttonationalprodukt (BNP) fra Danmarks Statistik.
Hjørring har i perioden 2008 til 2018 haft en gennemsnitlig årlig stigning i sit bruttonationalprodukt pr. indbygger på 1.6 procent.
Det er klart den største stigning blandt kommunerne i Region Nordjylland.
Bruttonationalproduktet pr. indbygger i Hjørring kommune var i 2018 334.000 kr.
Det placerer kommunen som nr. 37 på landsplan og på en fjerdeplads i Nordjylland.
Bruttonationalprodukt pr. indbygger udtrykker værdien af alle varer og tjenester, som produceres i et område i løbet af et år, minus de varer, som bliver brugt i denne produktion.