Det er bare med at springe ud i det

I år kunne løbeentusiaster prøve kræfter med det nye Klostertrail på Vrejlev Klostermarked

04. juni 2018 kl. 12.50
Opdateret kl. 13.28
POULSTRUP: Deltagerne i det nye Kloster-trailløb til Vrejlev Klostermarked fik sig en udfordrende løbetur i smukke naturomgivelser. De skulle blandt andet løbe i gennem en sø, kravle over store halmballer og forsøge at holde tungen lige i munden, når de skulle koordinere sig i gennem bildæk-forhindringer.
Morten Normann fra Vrå var med. Selv om han fik en god tid, var han overrasket over, hvor udfordrende løbet var.
- Det var benhårdt. Da jeg skulle løbe i gennem bildækkende kom jeg sgu til at give den lidt for meget gas, så jeg måtte lige ned og ligge, siger han forpustet.
Trailløbet er et nyt initiativ på Vrejlev Klostermarked.
Ifølge godsejer Malthe Holst er det vigtigt, at markedet bliver ved med at fornye sig en lille smule hvert år, og det er Klostertrail et eksempel på.
- Til at starte med var der primært kunsthåndværk på markedet. Det er måske mest kvinder, der er interesserede i det. Siden har vi sørget for, at der også er noget til mændende og børnene, og nu er der altså også noget til de sportsinteresserede, siger Malthe Holst.

Trail og kloster passer sammen

Det er Støtteforeningen fra Poulstrup Friskole og Børnehus, der arrangerer Klostertrail. Selvom trailløb og klostermarked ikke umiddelbart lyder som to forenelige ting, har de alligevel forsøgt at inkorporere klostertemaet i løbet.
- Vi prøver at holde temaet, med skrifttypen på startnumrene og ude på ruten bliver de mødt af nonner og munke, der står på vandposterne og ved målstregen, siger Stine Thomsen fra Støtteforeningen for Poulstrup Friskole og Børnehus.
I år var der 54 løbere fra start ved Klostertrail. Løbet blev annonceret for en måned siden, så Stine Thomsen er godt tilfreds med interessen. Hun håber dog, at løbet bliver en tradition til markedet og at interessen vil stige i de kommende år.
- Jeg håber, at folk får overskredet nogle grænser, og ikke mindst får set den smukke natur. De skal huske at kigge op. Og så går pengene jo til et godt formål, siger hun.
Billetten koster 125 kroner og pengene går til Poulstrup Friskole og Børnehus.
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste