Det danske sprog - bliver det ved med at være dansk?
Mandag 19. marts kl. 14.30 holder Ove Nørhave foredrag om det danske sprog i Sognegården, Torvet 4, Hjørring. Nørhave skriver bl.a. om sit foredrag:
- Før i tiden gjorde vi os en vis anstrengelse for at fordanske ord og vendinger udefra. I vore dage hiver vi det noget mere ukritisk ind i sproget, så udsalg bliver til "sale" - og det at kigge i et reklameavis er blevet lidt af et sprogligt forhindringsløb. Og tænk at der i det danske sprog findes mindst 115 engelske ord, som ikke engang englænderne og amerikanerne selv bruger...
Ove Nørhave er journalist og debatredaktør og har skrevet sprogklummen Ordjyske i NORDJYSKE Stiftstidende i næsten 10 år og har altid undret sig over sproget: Hvorfor er man en heldig kartoffel? Hvorfor hedder det S-tog? Hvorfor er det så vigtigt at skyde papegøjen? Hvorfor bliver 10-øren ved med at falde, når vi ikke har haft den i næsten 30 år? Og hvorfor er "common sense" kommet med i ordbogen - når vi har ordet "sund fornuft"?