Billede beskrivelse

Derfor er BV Kloak i Sindal igen blevet kåret som Gazelle virksomhed

30. november 2021 kl. 10.38

For andet år i træk er den succesrige virksomhed BV Kloak i Sindal af erhvervsmagasinet Børsen kåret som Gazelle virksomhed. Kåringen er ekstra flot set i lyset af sidste års coronakrise, der skabte problemer for mange virksomheder. Det lykkedes dog for Leo Stubben, der er indehaver af BV Kloak, sammen med sine medarbejdere Erik Rømer, Claus Nielsen og Kjeld Behrens fortsat at skabe så stor vækst i virksomheden, at kriteriet til at blive Børsen Gazelle endnu engang blev opfyldt.

Kravene til en Gazelle virksomhed er hårde. Virksomheden skal vokse kontinuerligt og som minimum fordoble sin omsætning eller sit bruttoresultat i løbet af fire regnskabsår med positiv vækst alle årene. Det er imponerende, at BV Kloak for andet år i træk, har levet op til de hårde krav.

Da Leo Stubben er en beskeden mand, så slynger han ikke om sig med de store superlativer og rosende ord om sig selv og sin virksomhed. Det er dog ganske tydeligt, at han er stolt på egne og medarbejdernes vegne, at det igen er lykkedes at blive kåret som Gazelle virksomhed.

Årsagen til den kraftige vækst for BV Kloak er, at de er i stand til at varetage en bred vifte af opgaver for privatpersoner, virksomheder, institutioner og foreninger. Hovedvirksomheden er klart inden for kloakarbejde, men BV Kloak løser også opgaver som højtryksspuling, slamsugning, TV-inspektion, skæring i beton og asfalt, græsslåning med opsamling, mosfjerning i plæner og noget, der snart kan blive aktuelt nemlig snerydning.

BV Kloak overtog for tre år siden Knud Jensens velrenommerede maskinstation på Tyrsigvej. I forbindelse med overtagelse flyttede Leo Stubben sin virksomhed fra Vogn til Tyrsigvej, hvorfra han og medarbejderne rykker ud til de mange forskellige opgaver.

At få den ærefulde betegnelse som årets Gazelle, er noget de fleste virksomheder drømmer om, men kun de færreste opnår. Det var derfor med stor glæde og overraskelse, at Leo Stubben endnu engang modtog det glade budskab fra erhvervsmagasinet Børsen. Nu er han spændt på, om hans virksomhed også er blandt de absolutte højdespringere, der bliver kåret som Årets Gazelle torsdag den 9. december ved et stort anlagt show i København.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste