- Vi mener, det er muligt at kombinere en grøn profil med lave priser, lyder det fra formand Flemming Simonsen. Privatfoto
Livet her

Der venter en prisstigning på varme i Hjørring i 2020

Hjørring Varmeforsyning øger varmeprisen med 3,2 procent

31. oktober 2019 kl. 16:10

HJØRRING: Der venter forbrugerne i Hjørring Varmeforsyning en mindre prisstigning i 2020.

Det oplyser formand for Hjørring Varmeforsyning, Flemming Simonsen, i en pressemeddelelse efter repræsentantskabsmøde i varmeforsyningen.

- Hjørring Varmeforsyning har gennem årene haft en stabil og lav varmepris. Helt i overensstemmelse med vores budgetter bliver prisen nu forhøjet med 3,2 procent, siger Flemming Simonsen.

Hvorfor stiger prisen?

At varmepriserne stiger i 2020 har formanden følgende forklaring på:

- Vi fik for en del år siden pålæg om at samproducere el og varme. Samtidig blev vi lovet en fast pris for den producerede el. Efter ganske få år løb man fra prisaftalen på el og ville nu have el afregnet til markedspris. Den har gennem de seneste mange år været så lav, at vi stort set ikke har produceret el på vores kraftvarmeanlæg, og som kompensation fik vi så et beløb for at stå til rådighed for elmarkedet.

- Dette beløb – som vi fik sidste gang i 2018 - var årligt på omkring 25 mio. kroner. Vi har så tilpasset økonomien til tiden uden rådighedsbeløb, og derfor kommer prisstigningen.

Bæredygtig

Ser man på Hjørring Varmeforsynings produktion, er den stort set 90 procent bæredygtig.

- Vi modtager varme fra AVV og to biogasproducenter. Til vores egenproduktion af varme anvendes i mindre grad træpiller samt dansk bæredygtig biomasse, tilføjer Flemming Simonsen.

- Skulle der blive meget træk på vores varmeproduktion, kan vi i sidste ende anvende naturgas. I løbet af de seneste ca. 10 år er naturgasforbruget reduceret med godt 90 procent, en reduktion som primært er opnået via en øget leverance af affaldsvarme.

- Vi mener, det er muligt at kombinere en grøn profil med lave priser.

- I en statistik over prisdannelsen i cirka 400 danske fjernvarmeværker, er vi det 21. billigste, og i en oversigt over prisdannelsen i 37 nordjyske fjernvarmeværker er vi det billigste værk.

Annonceret indhold

Nyeste