Der var gang i Sally Sørøver i Hirtshals
Hirtshals Handel og Erhverv havde sammen med Louise Nielsen fra Fiskehuset lavet en stor og flot fastelavnsfest på Hotel Hirtshals, hvor der var mødt 500 børn og voksne op.
Der var sand på gulvet, som var lavet til en ønskeø, hvor børnene kravlede rundt og fandt guldmønter og andre smukke sten samt diamanter og perler.
Louise Nielsen havde klap for øjet, som hun tog af overfor alle børn, som så kunne se at hun havde et rigtigt Sally Sørøver-øje. Og det var noget af en øjenåbner for alle de små øjne, der så på Sørøveren. Sørøveren fortalte samtidig om alle de store skatte, der var på Ønskeøen, og her blev skattekisten og kortet til skatten vist frem.
Kattekonger og slikposer
Der var hængt tre tønder op til tøndeslagning, og indholdet var slikposer i massevis, som SuperBrugsen havde sponsoreret.
Kattedronningen for de lidt større børn blev Freja på 10 år, og for de mellemste børn var det en kattekonge, der hed Walther på 7 år. Og for de mindste blev det en konge på kun 5 år, der hed Julian.
Det er formanden Dorthe Schaltz og handelschefen Per Martensens store ønske, at alle de 250 til 300 børn, der var til festen, vil danne grundlag for den nye generations bosætning i Hirtshals i fremtiden. Der var voksne der havde malet ansigt med Ukraines flag.