Medalje og kys fra løbevennerne for velgennemført løb.
Livet her

Der var både medaljer og kys i målfeltet: 57 børn og voksne løb og gik for et godt formål

24. oktober 2021 kl. 06:15

HJØRRING: Der var sol og stille, køligt vejr, da deltagerne i Hjørrings nye løb til fordel for Børnecancerfonden blev sendt fra start.

Løbet havde start på Vendsyssel Teater, og inden motionisterne løb og gik ud i oktobersolen, var de lige en tur rundt i teateret. Og ved udgangen ønskede selveste Julemanden alle en god tur.

Hjørring er kåret som Årets Juleby, og selvfølgelig er Julemanden også med, når børn og voksne samles.

Deltagerne kom rundt i byen på en fem kilometer rute - som nogle snuppede to gange. Og der var depoter ved både biografen, Føtex, Bones, Uno Kaffebar og House & Jeff. Så ingen gik sultne hjem.

- Det kan godt være lidt svært at løbe på popcorn, grinede en af deltagerne med henvisning til depotet i MovieHouse Hjørring.

Og der var ros til løbsarrangørerne for en fin rute gennem Hjørring.

Bag løbet står Sanne Godtliebsen fra House & Jeff og Thomas Kragh Pedersen fra Skagen Odde Ultratrail - SOUT i Skagen.

Sanne Godtliebsen blev inspireret til Hjørring-løbet af Årets Nordjyde, Alexander Møller Nielsen fra Elling, der fik titlen for sit arbejde med at samle ind til Børnecancerfonden ved at arrangerer motionsløb.

Målet var at samle 25.000 kroner ind til Børnecancerfonden, og det mål bliver nået, når et event med Julemanden tælles med.

Løbeholdet: - Kom og vær med

Blandt deltagerne var Løbeholdet Hjørring, der mødes mandag og onsdag klokken 17 og lørdag klokken 9 fra pladsen foran Metropol. Og der er plads til flere på holdet.

- Alle der har lyst må gerne komme med - det koster ingenting, man kan bare komme og være med og vi er skidesøde, reklamerede Dorte Juul, Anna Grethe Nygaard, Pia Mark, Mary Kruse og Lars Degn fra holdet.

- Vi løber 45 minutter og mandag og onsdag og en time lørdag. Det er smadder-hyggeligt og for alle aldre. Ingen bliver efterladt - og mange af os løber i snakketempo.

- Og du må godt skrive, at jeg er 72, smilede Anna Grethe Nygaard.

- Vi startede med at løbe sammen i 2011. Da havde jeg ikke løbet en meter - på fire måneder kunne jeg løbe fem kilometer uden pause og så fik jeg blod på tanden, Efter trekvart år kunne jeg løbe ti uden pause, og da jeg var 67 år løb jeg min første halvmaraton - og jeg løber stadig, tilføjede Anna Grethe.

- Men her løber vi bare for sjov og hyggens skyld, og så udfordrer man sig selv, hvis man har lyst til det.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu