Der mangler lokal overnatning langs Hærvejen
Private opfordres til at byde ind med overnatningspladser langs Hærvejen
VENDSYSSEL: Hærvejen mellem Hirtshals og Tranum byder på mange forskellige overnatningsformer. Men for at den lokale ruten kan blive en succes, er der behov for endnu flere overnatningssteder for vandrere, pilgrimme, cyklister og ryttere.
- Der er blandt andet behov for privat overnatning i områderne i pilgrimsbyerne Tornby, Nr. Lyngby, Vittrup, Børglum, Vrensted og Thise.
Det fortæller kulturjournalist Chris Kraft-Christensen, Løkken.
I de generelle informationer om ”Herbergerne langs Hærvejen” hedder det, at herbergerne skal være tilgængelige fra 1. juni til 1. september.
Det skal ikke være nødvendigt at reservere plads. Gæster udvælger selv sovepladser i den rækkefølge, de ankommer. Der skal normalt være åbent fra kl. 17 til kl. 10 den følgende dag.
Det skal være køjesenge, og gæsterne medbringer selv sovepose og lagen. Der skal være køkkenfaciliteter med kogegrej samt vaskerum, toilet og bad.
Ryttere betaler 100 kr. pr. hest og medbringer selv foder med videre. Der skal findes hegn til hestene. Hunde skal ikke modtages på herbergerne.
Der skal kunne købes mad- og drikkevarer i begrænset omfang. Herbergerne må meget gerne holdes åbent ud over sæsonen. Overnatning koster 100 kr. pr. person. Betaling foregår kontant eller med MobilePay. Børn under 12 år ifølge familie er gratis.
- Har du plads og lyst til at skabe overnatningspladser, er du mere end velkommen til at kontakte Chris Kraft-Christensen, Strandparken 46, 9480 Løkken, mobil 30 32 65 81 eller mailen: chris-kraft-christensen@mail.dk