Billede beskrivelse

Der har både været diskotek og autoværksted: Nu overtager Havs Gruppen ejendom

27. november 2020 kl. 13.00

Havs Gruppen - bestående af North Shore Surf, Hotel Løkken Strand og Huset Havs - har købt ejendommen Søndergade 30 i Løkken.

Kasper Brix, Bella Maass og Jonas Brix fra North Shore Surf og Havs samt Jette Nielsen og Christian Middelbo Outzen fra Hotel Løkken Strand er allerede i gang med at rive alt ned indvendigt.

Huset får en ny facade der bliver genkendelig i forhold til facaden på Huset Havs, og der bliver indrettet mødefaciliteter og kontorfællesskab med 8 arbejdspladser til blandt andre North Shore Surf og Bella Mass Grafisk Design.

- Desuden får vi plads til lager og administration for North Shore Surf og gruppens nystartede Havsstore Webshop med alt i beklædning og udstyr til surferne, fortæller gruppen.

Billede beskrivelse

- Vi manglede især plads til administration og den nye webshop, og nu får vi desuden mulighed for at tilbyde et par eksterne kontorpladser. Desuden bliver der indrettet badefaciliteter, så dem som sidder på kontor kan tage ud og surfe og klæde om i ”Work Havs”

Ejendommen har stået tom og har været til salg meget længe. Den har senest rummet et midlertidigt kræmmermarked, og i tidligere tider var der restauration og diskotek. Tilbage i 50erne var der et autoværksted. Den er opført i 1907 og er på ca. 240 kvm.

Søndergade 30 bliver Havs Gruppens femte adresse og får navnet Work Havs. Facaden bliver udført, så den matcher Huset Havs samt Cafe og Surfskole på Sdr. Strandvej. De øvrige to adresser er Hotel Løkken Strand i Nørregade og den gamle Løkken Busterminal som benyttes til lager for surfskolens større grejer ligger på Harald Fischersvej.

- Vesterhavet er stadig fundamentet og vort brændstof som skaber rammerne for vore virksomheder, lyder det fra Havs Gruppen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste