Der bliver sunget andet end nationalmelodien i øjeblikket ...
Gospel-koncert trak folk af huse, selv om Danmark spiller håndbold-VM
HIRTSHALS: Selv om der er håndbold på store dele af sendefladen, og familien Danmark derfor tilbringer en hel del tid tv-sofaen, så kan man stadig trække folk af huse: Det skete blandt andet torsdag aften, hvor der var koncert med Rune Herholdt & The Gospel Brothers i Emmersbæk Kirke.
- Det blev en rigtig festlig aften, Rune og bandet er super dygtige musikere og sangere. De sang både kendte og ukendte numre og bandt det hele sammen med små fortællinger. Bl.a. beretningen om John Newton, slavehandleren, der senere blev præst og er forfatter til Amazing Grace. Gospel er medrivende musik, og Rune fik hurtigt publikum med til både at klappe og synge med på mange sange. Men vi kunne også læne os tilbage og nyde nogle af de smukke sange, som blev fremført fire-stemmigt. Efter koncerten blev alle inviteret til Efterspil i salen ved siden af kirkerummet. Efterspil er en fast del af næsten alle koncerter i Hirtshals og Emmersbæk kirker. Det er et uformelt arrangement, hvor der serveres en forfriskning med vin, vand og kaffe med lidt snacks til, og hvor man kan hygge sig med hinanden og også møde musikerne. Vi var mange, og der var en rigtig god stemning efter den festlige koncert, lyder det fra det lokale sogn.