Den store Musikfestival i Sindal er udsat til næste år
SINDAL: Hvert år i de sidste 11 år har Vendelbocentrets Venner holdt en stor tre-dages musikfestival i et 540 kvadratmeter stort telt på området ved Vendelbocentret på Vendelbogade i Sindal. Også i år var der planlagt musikfestival til afholdelse i uge 24 med et overflødigshorn af forskellige populære kunstnere.
MEN Corona er kommet i vejen. Derfor har Vendelbocentrets Venner set sig nødsaget til at udskyde årets musikfestival til dagene 15. - 16. og 17. juni 2021. De allerede indgåede aftaler med kunstnerne fastholdes. Og med det planlagte program er der noget at glæde sig til i 2021.
Om tirsdagen underholder Sindal Harmonikaklub, countrysangeren Thopper, bandet Midt i Ugen, og Kisser og Søren afslutter dagen. Vendelbocentrets eget kor De Sangglade indleder onsdagen og efterfølges af Jørgen og Co. Efter middagspausen underholder den kendte dansktopsanger Richard Ragnvald, og Lotte Riisholt afslutter dagen med country inspireret dansktop. Den sidste dag torsdag indledes af Lene Holme med hyggelig dansktopsange efterfulgt af de populære sangere fra Skagen Viseklub. Annette Klingenberg indleder eftermiddagen med sine populære sange som Mini-Max og Snart er du mer’ end 17 år. Den store musikfestival afsluttes som altid af Bo Young, der synger egne og flere af sin fars, Jodle Birges, sange.
Vendelbocentrets Venner håber, at der er forståelse for den nødvendige udsættelse. Sindal og opland kan til gengæld se frem til et brag af en Musikfestival i uge 24 i 2021.