HJØRRING: Hjørring er i de seneste år blevet en by med større tiltrækningskraft end tidligere set.
Gennem de seneste fem år er byen vokset med godt 1000 indbyggere, og ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik over byers størrelse er Hjørring meget tæt på at rumme 26.000 borgere. Den første januar 2018 manglede der kun seks indbyggere i at nå tallet. Alene i 2017 kom der 230 flere til byen end der flyttede fra.
Mens kommunens største by har haft en ubrudt fremgang i indbyggertallet siden 2011, så oplever den næststørste by den modsatte udvikling. Med 5857 registrerede borgere havde Hirtshals ved indgangen til 2018 det laveste indbyggertal i mange år. Tilbagegangen i 2017 på 23 borgere er dog langt mindre end tidligere, hvor der jævnt hen flyttede 50 til 80 indbyggere netto fra byen om året. Over årene 2010-2015 dalede folketallet med rundt regnet 400.
Samlet set mistede Hjørring Kommune i løbet af 2017 netto i alt 50 indbyggere, så indbyggertallet pr. 1. januar 2018 lå på 65.257.
Hjørrings fremgang i 2017 lagt sammen med udflytningen fra kommunen betyder, at der er nogle andre store tabere end Hirtshals i konkurrencen om bosætning.
I 2017 var der i særlig grad Sindal, som mistede 62 borgere, men byen holder stadig skansen som en by med over 3000 borgere.
Tilbagegangen i Sindal er ekstraordinær stor, idet byen i årene forud både haft haft beskeden vækst og tilbagegang.
En tredje taber er kommunens fjerdestørste by Vrå, som sidste år sagde farvel til 23 borgere (netto) og ved udgangen af 2017 havde 2461 indbyggere.
Den store by bliver større, mens andre byer skrumper
Flere vælger at bosætte sig i Hjørring, men befolkningstallet falder i bl.a. Hirtshals, Sindal og Vrå
26. maj 2018 kl. 10.19
Løkken lokker
Løkken er blandt områdebyerne den by, som i 2017 har været mest attraktiv for bosætning. Med en fremgang på 23 er Løkken kun en indbygger fra at runde et folketal på 1600.
De to mellemstore byer Tårs og Tornby har i de seneste år haft nogenlunde balance i befolkningsregnskabet. Og med meget beskedne ændringer sidste år på henholdsvis plus 2 og minus 3 indbyggere. Derimod har Bindslev mistet 33 borgere i 2017 efter et par år med fremgang.
Blandt de 20-21 landsbyer i kommunen, som er med i Danmarks Statistik har byen Astrup været mest begunstiget af bosætning i 2017 med en fremgang på 34 til 613.
Horne voksede til 721 efter et plus på 20 og Lønstrups tal gik tilsvarende op til 537 efter en vækst på 16.