Billede beskrivelse

Den oversete folkesygdom

17. august 2020 kl. 12.00

KOMMUNEN: Alle mennesker har knogler. Men det er langt fra alle, der ved hvordan man lever et knoglesundt liv.

For nogle betyder det, at de for tidligt rammes af osteoporose, også kendt som knogleskørhed – en overset folkesygdom, som for nogen kan være livsinvaliderende.

Det vil Osteoporoseforeningen ændre på, så flere kan leve et liv uden brud og smerter.

Derfor inviterer foreningens lokalafdeling i Vendsyssel til foredrag med øvelser og aktiviteter, som kan styrke knoglerne.

Kom og vær med, når fysioterapeut Dorte With fortæller om gode øvelser og nyeste viden på knogleområdet.

Kort fortalt kan et aktivt liv uanset sygdomme og skavanker betyde, at man kan leve et liv med færre brud og smerter.

Det gælder naturligvis også mennesker med knogleskørhed, hvilket fysioterapeut og master i Sundhedspædagogik og Sundhedsfremme Dorte With vil holde foredrag om 1. september 2020 på Hjørring Kro.

- Man kan træne alt det man vil, under hensyn til de problematikker man har. Man skal træne varieret og vægtbærende med mange retningsskift, høj intensitet og huske styrketræningen.

- Hovedreglen er, at det, man kunne i går, det kan man også i dag. Altså forudsat, at man ikke har haft brud, fortæller Dorte With, der også er medlem af Osteoporoseforeningens forskningsudvalg.

Genfind trygheden ved bevægelse Har man haft et osteoporotisk brud, er det stadig vigtigt at styrke kroppen og holde sig i gang.

Men mange bliver bange for at gøre noget forkert, og nogen har desuden smerter efter sammenfald i rygsøjlen.

Det handler om at finde ud af, hvor meget man kan tåle og stille og roligt at komme i gang, så man igen bliver tryg ved at bevæge sig.

- Også på dette område har retningslinjerne ændret sig.

- I modsætning til tidligere, så anbefaler vi i dag patienter med sammenfald i rygsøjlen at lave let mobilisering tidligt i forløbet, så man får aktiveret musklerne.

- Men det skal foregå stille og roligt, og man må ikke gå til yderposition. Man skal dreje let fra side til side, skyde ryg og svaje en smule – og mærke godt efter, at man ikke presser kroppen unødigt, siger Dorte With.

Deltagende kan høre mere på mødet på Hjørring Kro 1. september kl. 17.00 – 19.15.

Tilmelding vendsyssel@osteoporose-f.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste