Den gamle gartner har sat sig synlige spor i Hirtshals
Johannes Skov har plantet smil - og meget mere end det
HIRTSHALS: Torsdag den 17. oktober fylder den gamle stadsgartner i Hirtshals, Johannes Skov, 90 år.
Johannes kom til Hirtshals Kommune i 1971, hvor han blev ansat som kommune gartner med ansvar for de kommende grønne områder i Hirtshals.
Johannes og Grethe Skov kom fra Vestlolland, hvor Johannes havde været skovfoged på godset Fredsholm. Johannes er uddannet Skovfoged i Farum, og senere tog han uddannelse som anlægsgartner.
Gartnergerningen udlevede han fuldt ud i de næste 25 år i Hirtshals, hvor han var udvikleren for alt det grønne, Hirtshals har i dag.
- Det var svært at komme fra Lollands fede ler, og op til Hirtshals sandjorde, og klimaet var så forskelligt fra de to egne, at man slet ikke kunne have forestillet sig det, siger Johannes.
Nogle af de vigtigste opgaver Johannes kom i gang med var først Folkeparken, og Emmersbækparken, hvor der blev plantet og anlagt i stor stil. Der kom en bro fra Lilleheden Limtræ til Emmersbæk anlægget, og sammen med mange andre installationer og beplantninger i de to parker, kom det til at tage sig rigtig godt ud.
Den næste opgave var at etablere Emmersbæk Kirkegård, og det var en stor udfordring
- Hvad kunne gro her og frem for alt, hvad skulle blive stående. For eksempel var der mange høje fyr, som fik lov at blive stående, og de trives godt den dag i dag 45 år efter. Det var også vigtigt at bevare landklitterne i området til senere udnyttelse, hvilket har været med til, at kirkegården i dag har kunnet drage naturen, ja helt narturligt ind, som kirkegård, siger Johannes Skov.
Næste opgave var at lave et lystanlæg, som det hed, i Bindslev, i forbindelse med Uggerby Å og i forbindelse med det gamle Elværk.
- Jeg var så heldig at få fingre i tre- til firehundrede rododendron, som vi plantede i dette Lystanlæg, og i dag er det jo en helt fantastisk oplevelse at gå en tur i maj, hvor de blomstrer. Rododendron har også den egenskab, at den er grøn hele året som gør, at turen i oktober også gør det til en stor oplevelse.
- Ja så gik turen til fritidsanlæggene på Nejst, jeg var med til at anlægge flere fodboldbaner her, men også i Horne, Asdal, og Tornby.
- Så kom turen til leret ved Kystvejen. Det var svært bare at komme jord på, det ville blæse væk, så vi fandt på at dække leret med grøfteopgrav fra hele kommunen. Det viste sig at være en god ide, det kunne holde i blæsvejr. Det var frugtbar, men noget værre blar, som folk også kritiserede, indtil de så, hvor godt det kom til at tage sig ud.
- Jeg havde også i mit job som kommune gartner, fået tildelt sandflugtsdæmpning og strandrensning, og det var jo to vigtige opgaver i Hirtshals Kommune.
- Jeg fik et godt samarbejde med Statens Planteinstitut. Herfra fik jeg tildelt rigtig mange planter, som kunne bruges overalt i kommunen. Jeg var med i deres dommerkomite, hvor vi tog stilling til mange plantekloninger.
- I 1996 valgte jeg at gå på pension, men jeg fik alligevel mange opgaver som pensionist - blandt andet at være med til at udvide Emmersbæk Kirkegård og Skovparken ved Horne Præstegård. Og så var der en planteopgave ved Nordsøen Oceanariet, som jeg var med inde over, som en slags plantesagkyndig. Jeg har også varetaget skovfogedhvervet på Nørre Elkjær i 12 år - her var ca 100 tønderland skov.
Til slut fortæller Johannes skov, at han blev kaldt ud på stadion ved Hallen. Her var en råbuk forvildet sig ind, og den kunne ikke selv finde ud på grund af hegnet rundt om fodboldbanen.
- Og hvordan skulle vi fange den, ja det lå jo lige til højrebenet. Vi prøvede at få den ind i målets net - det lykkedes, og vi fik den lykkelig ud i det fri igen.