Deltagerrekord til næste Coast2Coast

16. juni 2017 kl. 14.19

Da der blev åbnet for tilmelding til den store nordjyske sportsbegivenhed Coast 2 Coast søndag den 1. januar væltede tilmeldingerne ind. Og det fortsatte lige indtil, der for nylig blev lukket for flere tilmeldinger. 3.864 fra Danmark, Norge, Sverige USA, England, Holland og Tyskland deltager i det store løbearrangement på ruterne 50 km Run, 50 km Bike & Run, 65 km Ultra Run, Bike & Run, Duathlon, 70 km Cykel Hyggeruten, 70 km Rulleski og -skøjter, 100 og 130 km MTB samt 95 km Klosterruten og 150 km Kongeruten.

Løbet starter Sankt Hans Aften fredag den 23. juni ved solnedgang klokken 22.22 fra Skallerup Seaside Resort og slutter på Palmestranden, når solen står op klokken 04.16.

Ruterne på 50, 65 og 70 km går gennem Sindal og Mosbjerg, og tilskuere meget velkommen til at heppe på de mange deltagere.

Det hele startede tilbage i 2010, hvor de tre "løbetosser" Rico Eiersted fra Standby, Kent Jørgensen og Christian Bak fra Hjørring synes, at de traditionelle løb var lidt kedelige og hele løbekonceptet trængte til et løft. Derfor fandt de på at starte et natløb på årets længste dag/korteste nat med start fra vest ved Skallerup Klit ved solnedgang og løbe tværs over Vendsyssel til Palmestranden i Frederikshavn og se solopgangen. Det første år var der en enkelt deltager, men med vedvarende energi og ihærdig indsats blev løbet hurtigt en succes. I 2016 deltog 3.499 i det store løb, som er en sportsbegivenhed alle kan deltage i, og endnu engang slår arrangementet sin egen deltagerrekord med 365 flere tilmeldte i forhold til sidste år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste