Billede beskrivelse

Debat: Genovervej at fjerne fisketrappe

22. august 2017 kl. 12.41

I 2014 blev der nedsat et vandråd for det nordlige Kattegat-Skagerrak. I dette vandråd var der 20 organisationer, heriblandt den lille jagtforening Dansk Land og Strandjagt, Vendsyssel.

Et af temaerne på dette vandråd var fjernelse af spærringer, så fisk kunne svømme frit i et vandløb. Jeg mener at huske, at der var tre spærringer i Uggerby å.

Dansk Land og Strandjagt- Vendsyssel forsvarede spærringen ved Mosbjerg, for at bevare dambruget og de arbejdspladser og samfundsindtægter, som denne virksomhed giver. Og der blev i teksten i vandrådets indstilling skrevet, at virksomheden skulle sikres, det er vigtigt at bevare virksomhederne i de små landsbysamfund, ellers vil de udø.

Vandstand og vandkvalitet har stor betydning for den omkringliggende natur, den natur som vi jægere, i en bæredygtig naturforvaltning, gerne vil høste årets overskud af. Dansk naturforvaltning bør tilgodese alle interesser i vores samfund; både natur-, kultur-, og produktionsinteresser - vi betaler jo skat alle sammen.

Der blev også talt om to andre spærringer ved Bindslev! Dansk Land og Strandjagt Vendsyssel, var ikke opmærksom på, at det ville have konsekvenser for lokalbefolkningen i Bindslev og vi er derfor overrasket over den uheldige situation, der er opstået og som bør kunne løses.

Dansk Land og Strandjagt- Vendsyssel, foreslår at Hjørring kommunes lokalpolitikere og Hjørring kommunes “Team Natur", genovervejer beslutningen om at fjerne fisketrappen ved Bindslev Gl. Elværk. Fjernes den ødelægges der en vigtig kulturarv og turistattraktion for lokalområdet.

Dansk Land og Strandjagt- Vendsyssel finder det forkert og særdeles udemokratisk, at der i 2014 oprettedes et vandråd, hvor BHE- Bindslev ikke var med! Hjørring kommunes “Team Natur", burde være så fremsynet at de henvendte sig til BHE- Bindslev, fordi dette vandråd handlede om at fjernespærringer. I et demokrati som det danske, er det normalt at begge sider i en sag høres inden en beslutning tages og det er ikke sket i denne sag!

Jeg har noteret mig at, politikere fra Hjørring kommune udtrykker: “At det er en bunden opgave fra staten og EU". Jeg håber ikke det er udtryk for manglende vilje til at finde en løsning, der tilgodeser samfundet i Bindslev. I et demokrati er politikerne valgt til at repræsentere borgerne. Alle borgere og også dem, der bor i et udkantsområde som Bindslev! Måske er det ikke de rigtige politikere, der er medlem af Hjørring byråd i dag. Derfor er det vigtigt, at borgerne husker at vælge de rigtige ind den 21. november og vel at mærke politikere der vil varetage alle borgernes interesser!

Finn Madsen

Dansk Land og Strandjagt - Vendsyssel

Medlem af vandråd i 2014, og af det nye vandråd i 2017

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste