De løb, gik og rullede nytåret i møde
200 børn og voksne deltog i VendiaFitness’ motionstur på årets sidste dag
HJØRRING: Cirka 200 børn og voksne løb og gik tirsdag formiddag nytåret i møde fra Park Vendia i Hjørring. VendiaFitness var initiativtager og vært, og centerets team stod klar med bobler og kransekage, da de mange motionister kom i mål.
Sidste år skød VendiaFitness motionstilbuddet fra start for første gang, og allerede første år deltog 160 motionister.
Så løbet er nu blevet en fast tradition, lover centerleder Johnny Kallehauge fra VendiaFitness.
- Vi er klar om et år igen, forsikrede han.
Motionscenteret har allieret sig med Anja og Per Møller, der tilrettelægger ruten.
- Motion fylder rigtig meget for folk. Og det vil vi gerne markere på årets sidste dag ved at arrangere noget, som alle kan være med til - uanset om man er til løb, gang eller er en familie, der vil gå turen sammen, tilføjer Johnny Kallehauge.
- Nogen kommer på løbehjul andre har barnevognen med. Det skal være et hyggeligt arrangement.
Og vejret - tørvejr og solskin - var perfekt til årets sidste motionstur.