De hjælper med alt lige fra julebelysning til Naturmødet - her er deres hule
Der var pølser på grillen og hygge omkring poolbordet, da Ungdomsforeningen Nemizis forleden bød inden for til genåbningsfest i de nye lokaler på G. V. Spindlersvej 4 i Hjørring.
Det nye klubhus har længe stået klar til hygge, men corona-restriktioner har stukket en kæp i hjulet for det sociale fællesskab.
Og klubben og kammeraterne har været savnet. På åbningsdagen strømmede de unge da også til adressen sammen med venner af huset.
- Jeg skal love for, der kom mange og besøgte klubben, det var vi bare så glade for, siger Kim Colditz fra Nemizis efterfølgende.
Medlemmerne havde op til genåbningen arbejdet på højtryk for at gøre alt klar både ude og inde, og alt stod knivskarpt, da medlemmer og gæster ankom.
Medlemmer har bygget selv
Nemizis har etableret sig med den nye base i en tidligere træskofabrik, og klubbens medlemmer har selv indrettet de 370 kvadratmeter og haven omkring. Et arbejde der har krævet både præcision, tid og kræfter. Og samtidig et arbejde, der har været med til at skabe sammenhold og ejerskab. Godt er det blevet. Og bedst af alt - medlemmerne har selv sat deres præg på de nye lokaler.
Klubbens medlemmer er i alderen fra 16 år og opefter, og i princippet er der ingen øvre aldersgrænser.
Klubjobs for fællesskabet
Omdrejningspunktet for Nemizis er et utal af klubjobs. Udfordringerne spænder fra at hjælpe med at tømme skoler og plejehjem, som skal rives ned, til at stå for julelyset i byen. Være en del af det store naturmøde i Hirtshals, lave Hjørring Live, være kontrollører til Vendsyssel FF’s kampe og være en del af Dana Cup.
Kort sagt: Klubbens medlemmer rykker igennem, når både offentlige og private har en arbejdsopgave. Det giver penge i klubkassen, og de penge bliver brugt til aktiviteter for medlemmerne som for eksempel tager ud og spiser sammen, bowler, køre gokart eller kæmper i paintball.
I 2020 havde klubben 10 års jubilæum. På grund af restriktioner og nedlukning blev det ikke fejret. Men fest skal der være, og derfor planlægger medlemmerne nu i stedet en jubilæumsfest til sommer.