De Gule Veste også i Løkken

Lionsklubberne i byen har doneret vesten til Løkkens Hjertestartergruppe

25. december 2018 kl. 07.53

LØKKEN: Løkken har fået sine ”Gule Veste”. De er dog af en langt mere fredelig karakter, end dem vi for nylig har set i dagspressen.

Lions Club og Lions Havfruerne i Løkken har nemlig imødekommet en ansøgning fra byens Hjertestarterteam om at blive mere synlige ved udkald. Der bliver nu indkøbt gule veste med teksten ”SMS hjertestarter” til hvert medlem af gruppen.

Det blev markeret ved en samling på Falckstationen i Løkken hvor vestene blev prøvet.

Hjertestartergruppen i Løkken er en gruppe af lokale mennesker. Gruppen fungerer på den måde, at når der er opkald til alarmcentralen på 112 ved hjertestop, så sender alarmcentralen, umiddelbart efter, en SMS til hvert medlem i hjertestartergruppen. Det er så op til det enkelte medlem at reagere så hurtigt som muligt, så der kan ydes hurtig hjælp med HLR (hjerte-lunge-redning).

- Historikken i vores hjertestartergruppe er dels en konkret hændelse, hvor en mand faldt om i Nørregade i sensommeren 2016 med hjertestop. Ved meget hurtig indsats fra lokal person, der tilfældigvis var i nærheden, lykkedes det at redde mandens liv. Dels er årsagen at ambulancen var blevet sparet væk fra Falckstationen i Løkken. Det gør at responstiden - den tid det tager fra et opkald til alarmcentralen, til ambulancen ankommer - er oppe på ca. 13 min. i gennemsnit. Vores folk kan være fremme i løbet af få minutter, forklarer Torsten Ussing, der selv er med i Hjerterstartergruppen.

- Hjertestartergruppen blev oprettet den 2. november 2016, fordi vi mente, at det kunne gøre en stor forskel at systematisere den nære hjælp, når der var tale om hjertestop, tilføjer han.

Formålet og funktionen med Hjertestartergruppen er overordnet set, at redde liv. Det der er afgørende i den forbindelse, er den hurtige alarmering og den hurtige indsats, både med det manuelle ”håndværk” (30 tryk & 2 indblæsninger) samt at aktivere hjertestarter. Arbejdet fortsættes til de professionelle tager over.

- I skrivende stund er vi 16 medlemmer af hjertestartergruppen i Løkken, der alle har en kompetent faglig baggrund. Gruppen er selvsupplerende. Geografisk dækker vi området: mod syd til og med Ingstrup & Grønhøj, mod nord til og med Nr. Lyngby og Vittrup og mod øst til Vrensted. (se kort). Siden maj 2018 har der været 9 udkald fra alarmcentralen til Hjertestartergruppen.

Ordningen der er frivillig, fungerer på den måde, at det enkelte medlem reagerer så hurtigt som muligt med at komme til adressen, der er opgivet i den SMS man modtager. De der har mulighed kommer - man kan jo af forskellige årsager være forhindret - og i de udkald gruppen har været med til, har der været 2-6 medlemmer med hver gang.

- Med de nye veste kan vi nu genkendes, så de pårørende ved, hvem vi er, når vi kommer for at yde hjælp. Til alle udkald har der været brug for vores hjælp. Det er faktisk lykkedes at redde liv med godt ”håndværk” og brug af hjertestarter. Der skal også drages omsorg/tales med de pårørende - der skal overdrages til det professionelle beredskab - der skal ”ryddes op” når det er nødvendigt. Med de nye veste følger der også masker, der bruges til indblæsninger.

- Vi takker igen Lionsklubberne mange gange, og håber at brugs- og signalværdien bliver til stor glæde for dem der kommer til at møde os, understreger Torsten Ussing på vegne af hele gruppen.

Som bekendt gør øvelse mester, så det næste man arbejder på, er at anskaffe en øvedukke til tryk og indblæsninger og en øve AED (hjertestarter).

I løbet af de sidste 10 år er Danmark gået fra at være meget dårlige til at redde liv, til nu at være blandt de førende lande i verden med at redde liv som følge af hjertestop. Alle kan lære HLR, og alle kan have en funktion i den forbindelse.

- I Hjertestartergruppen vil vi gerne udbrede kendskabet, og vi kan formidle kurser i HLR til firmaer, foreninger og private der måtte ønske det, slutter Torsten Ussing.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste