De første medaljer til ungdomsvolley
Ungdomsvolley i Sindal IF, som har flere spillere fra Bindslev, har været til stævne i Gistrup, og fik medaljer for første gang.
Sindal ungdomsvolley startede op i marts 2016. Og det er første gang afdelingen har været ude og hente medaljer. Volleyball til børn og unge er bygget op i 4 levels for børn og 2 levels for teenagere. På den måde kan børn helt ned i 6-års alderen deltage i spillet - og efterhånden som børnene bliver dygtigere til teknikken, rykkes de op, så der til stadighed er udfordringer med spillet. I volleyball mikses børn derfor på tværs af både alder og køn, så alle kommer til at spille på det niveau der passer dem bedst.
Sindal Ungdomsvolley har 6 spillere som er fordelt på 3 hold: De to drenge Johan og Noah spiller Teen-2, som er den sidste sværhedsgrad i ungdomsvolley. Pigerne Marie, Asta og Frida spiller kidsvolley level 3. Heidi spiller kidsvolley level 1, men da hun ikke har en makker på holdet, spiller hun sammen med Hjørring volley til stævner. Marie og Asta er fra Bindslev.
Lørdag den 3. februar var hele holdet afsted til stævne i Gistrup. Heidi startede ud med sin første kamp sammen med Hjørring volley. På level 1 skal bolden serves over nettet, men derefter skal bolden bare kastes og gribes. Efter hvert kast roterer børnene - så alle får prøvet at stå på de forskellige pladser. Level 1 fik fine bronzemedaljer for indsatsen.
Pigerne på level 3 startede ud med at tabe deres indledende kampe. På level 3 skal man mestre alle volley-teknikkerne, serven, baggerslaget, fingerslaget, smashen og at blokke ved nettet. Spillet på level 3 minder om volleyball som vi kender det, men er gjort nemmere ved at 2. bolden skal gribes. På den måde kommer der mere ro på spillet.
Pigerne nåede frem til at spille om 3. pladsen til stævnet og nerverne var på højkant, da de skulle spille mod et hold de havde tabt til i de indledende kampe. Men de havde spillet sig bedre og bedre og med godt humør og kampgejst vandt de 1. sæt 25-23. Andet sæt fulgtes de to hold ad hele vejen, men Sindal var lige en tand bedre og vandt også 2. sæt denne gang med cifrene 26-24. Så lettelsen og glæden over sejren var til at forstå. Pigerne kom hjem med bronze.
Drengene på Teen 2 startede ud med at vinde deres første kamp mod Hjørring. På Teen 2 er det helt slut med at kaste og gribe bolden. Her er det rigtig volleyball, men på en mindre bane. Der må være 3 på banen, men Sindal har kun 2 spillere på dette niveau. Den næste kamp tabte de, men nåede frem til at spille om 3. og 4. pladsen. Her måtte drengene se sig slået af Hundelev i denne omgang.
SIF formand Luise Nielsen oplyser, at ungdomsvolley træner året rundt.
- Der er ikke noget tidspunkt der er mere rigtigt at starte på end andre. Sporten kræver bare et par indendørs sko og tøj du kan bevæge dig i. Når man bliver dygtigere kræver sporten et par knæbeskyttere, forklarer hun.
Træningstider findes på SIF´s hjemmeside www.sindalif.dk