De fik alternativ hjælp i Løvens Hule - nu skal de hjælpe børn i Vendsyssel
Et fiktivt søskendepar, "Bo og Bodil", skal fremover hjælpe børn og mødre på Søhavegård Krisecenter i Sindal. Her vil man fremover bruge materialet om Bo og Bodil, så børn og mødre kan blive bedre til at forstå deres egen svære situation.
Bo og Bodil er hovedpersonerne i et univers, som traumeterapeut Carsten Møller, billedkunstner Niels Rahbek og børnefaglig medarbejder Heidi Juhl har skabt med udgangspunkt i deres store viden om børns nervesystemer.
Det nye samtaleværktøj består af et brætspil "Kulør på humør", 12 små film, bogen "Bo på krisecenter" og et undervisningsforløb af personalet på krisecentret. Bogen og filmene bygger på autentiske oplevelser fra børn på krisecentre.
Det skriver forfatterne til "Bo på krisecenter" i en pressemeddelelse.
- Her på Søhavegård Krisecenter glæder vi os meget til at deltage i undervisningsforløbet med og om Bo. Vi finder det rigtig svært at tale med mindre børn, som ikke kan sætte ord på deres følelser, samt meget lukkede og undertrykte teenagere. Her håber vi, at Bo kan hjælpe os i fremtiden, og at vi lærer en masse forskellige måder at få børnene i tale på, så vi kan hjælpe dem fremadrettet, lyder det fra Søhavegård Krisecenter.
Afprøvet i Esbjerg
Materialet er en videreudvikling af samtaleværktøjet FACE:IT, som Carsten Møller og Niels Rahbek udviklede tilbage i 2013.
FACE:IT bliver brugt med gode resultater på bl.a. Esbjerg Krisecenter, og derfra opstod ideen til at lave det første danske materiale direkte målrettet børn på danske krisecentre.
- Materialet skal bruges af medarbejderne på krisecentrene, som et redskab til at hjælpe børnene og deres mor med at få snakket om deres følelser og oplevelser på en skånsom måde. Gennem dialog, leg og spil bearbejder børnene deres oplevelser og indtryk, så det bliver nemmere for dem at forstå deres situation og at være i den, forklarer Carsten Møller.
I løbet af 2022 er materialerne blevet implementeret og afprøvet på ti krisecentre i Region Syddanmark. Resultaterne og evalueringerne har været så positive, at materialet i løbet af 2023 og 2024 skal implementeres på yderlige 20 krisecentre i hele Danmark, det sker med støtte fra Ole Kirk’s Fond.
- Vi glæder os utroligt meget til at materialerne kommer til at blive brugt i hele landet til gavn for børn og deres mødre. Nogle af de tilbagemeldinger, som børnene og forældrene kommer med fra Region Syddanmark, er meget rørende. Børnene betegner Bo og Bodil som deres venner, der flytter med dem rundt lige meget, hvor de befinder sig, siger Carsten Møller.
1900 børn
Mindst 70.000 kvinder er hvert år udsat for psykisk vold fra deres partner, og 38.000 kvinder udsættes årligt for fysisk partnervold. Flere end 30.000 børn er hvert år vidne til vold i hjemmet. Årligt kommer ca. 2000 kvinder og 1900 børn på krisecenter. Med i bagagen har de voldsomme oplevelser, og uden den rette hjælp risikerer de at være i en udsat position resten af livet.
- Det er afgørende for børns trivsel, at de forstår og kan udtrykke deres følelser. Særligt i den meget svære og sårbare situation, det er, når barnet kommer på krisecenter med sin mor. Barnets kendte verden er forandret, og hvad fremtiden bringer, kan føles usikkert. Med den legende tilgang og ved brug af spejling af følelser, som er centrale elementer i FACE:IT-metoden, får børnene lettere ved at komme i kontakt med og udtrykke deres følelser. Vi glæder os meget til, at ”Bo på krisecenter” bliver udbredt til yderlige 20 krisecentre, siger Heidi Juhl.
I Løven Hule
- 10. april 2018 var Bo, Niels og jeg i Løvens Hule. Det var en spændende og lærerig oplevelse og Løverne kunne selvfølgelig godt lide Bo. Til gengæld synes de vist ikke, at der var forretningsmænd nok i Niels og jeg, så de donerede i stedet for 70.000 kr. FACE:IT til skoler og hospitaler.
- Jesper Buch blev berørt af Bo og fortalte om, at han godt kunne have brugt Bo som barn, da han havde det svært som søn af en alkoholiker. Besøget i Løvens hule gav Bo en masse opmærksomhed, og det kan han godt lide, fortæller Carsten Møller.