Billede beskrivelse

Dahl på Hack kommer til kulturcenteret - Hausgaard er gæst

Vendsyssel Kulturcenter indrettes med cafe-stemning 8. december, når Søren Dahl indtager stedet med den populære radiocafe

25. september 2019 kl. 06.14
Opdateret kl. 07.14

SÆSING: Det populære radio-talkshow ”Dahl på Hack” inviterer inden for i Vendsyssel Kulturcenter søndag 8. december - og en af eftermiddagens gæster er Niels Hausgaard.

Cafeen åbner klokken 14.

Der kommer endnu en gæst i stolen hos Søren Dahl i kulturcenteret denne eftermiddag, men navnet er endnu ikke offentliggjort.

Der er plads til 300, og billetsalget er gået i gang på shop.bac.dk

Siden 2003 har Cafe Hack dannet rammerne for radiotalkshowet Dahl på Hack - tidligere kendt som Radioprogrammet Cafe Hack.

Her skaber Søren Dahl en nærværende oplevelse - både for publikum og lyttere, når han taler med spændende og aktuelle danskere om både karrieren, livet og meget mere. Hovedingredienserne er den gode samtale og god tid, med spændende gæster og en bred musik-playliste, krydret med et oplagt live-publikum.

Dahl på Hack optages ugentlig på Cafe Hack i Aarhus, men nogle søndage drager Søren Dahl også ud i landet. Og nu er turen altså kommet til Vendsyssel.

Bent Anker Christiansen fra Tårs er arrangør, og han glæder sig til at byde inden for til eftermiddagen med Søren Dahl og Niels Hausgaard.

- Vi byder på kaffe og kage og gløgg, så folk kan sidde og hygge sig omkring bordene. Der bliver en meget-ned-på-jorden-caféstemning, tilføjer Bent Anker.

- Jeg glæder mig. Og med Niels Husgaard som gæst - en lokal kapacitet - bliver det helt sikkert interessant.

Radioprogrammet sendes til lyttere landet over.

Bent Anker Christiansen har flere spændende foredrag på vej i det nye år. Han har blandt andet lavet aftale med Christian Grau og Anders Breinholt med arrangementet Alle elsker biler.

Preben Elkjær gæster Tårs-hallen 26. marts - og 4. og 5. april er der Smag&Kunst i Taarshallen, hvor Peter Viskine giver koncert og der er foredrag med Erik Peitersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste