Dagli’ Brugserne i smult vande

Uddeler: Det er dejligt med så stor lokal opbakning

28. april 2020 kl. 11.01

SINDAL: disse tider er der mange forretninger, der mister omsætning, da kunderne følger regeringens opfordring og bliver hjemme.

Den omsætning, som de fysiske butikker mister, overføres i nogen grad til netbutikkerne, der kan glæde sig over en større handel.

Det er ikke kun specialbutikkerne, der mister omsætning, der er også for flere dagligvarebutikker, der mærker, at kunderne handler de daglige fornødenheder på nettet og får købmandsvarer leveret direkte til hjemadressen.

Det gælder dog ikke for Dagli’ Brugserne i Mosbjerg og Lendum.

De oplever derimod en markant omsætningsfremgang.

Lokalbefolkningen vælger at handle lokalt, i butikker de kender og ved, at her er personalet omhyggelige med at efterleve sundhedsmyndighedernes retningslinjer om god hygiejne og har indrettet brugserne, så det er nemt at holde afstand til hinanden.

- Det er dejligt at opleve den store opbakning til Dagli’ Brugsen. Jeg håber, at det bliver ved også efter krisen, for hvis der også i fremtiden skal være forretninger i de mindre samfund, har vi brug for den loyale opbakning, som vi oplever nu.

- Jeg kan næsten ikke få armene ned, og jeg er så taknemmelig for al den støtte, varme og venlige ord, som jeg og mit personale møder.

- Og kunderne er rigtig gode til at vise hensyn til os i brugsen og til hinanden, fortæller uddeler i Dagli’ Brugsen i Mosbjerg Karen Pedersen.

Også i Lendum går det rigtigt godt.

Den nye uddeler Ronni Høyer oplever stor opbakning til brugsen, der i flere år har haft svære tider med underskud.

Nu er kunderne vendt tilbage og støtter op om alle de initiativer Ronni Høyer har iværksat for at rette op på økonomien og skabe en brugs, som de lokale føler, er deres.

- Ronni er kommet godt fra start. Han forstår, hvad det er kunderne efterspørger og retter varesortimentet ind efter ønskerne. Han rammer også plet med gode ”Ja tak” specialtilbud, der hurtigt bliver udsolgt.

- Vi i bestyrelsen glæder os over fremgangen, der skyldes en loyal lokalbefolkning samt Ronni og hans personale, siger formanden for Dagli’ Brugsen i Lendum Søren Tjønneland.

Begge brugser har fået nye kunder.

Det er særligt de, der nu arbejder hjemmefra, som normalt handler på vejen hjem fra arbejde, der finder vej til Dagli’ Brugserne og handler lokalt.

Både i Mosbjerg og Lendum tilbyder de vareudbringning.

I Lendum er der udbringning hver mandag og fredag, mens der i Mosbjerg er udbringning efter behov.

Det er også muligt at ringe bestillinger ind og få varerne leveret direkte i bagagerummet.

SuperBrugsen i Sindal oplever ikke den samme omsætningsfremgang.

Omsætningen ligger på det normale niveau.

SuperBrugsen oplever derimod at kundetilstrømningen er reduceret med 20 procent.

Det betyder dog ikke, at der totalt set er færre kunder, de kommer blot mere sjældent, men til gengæld fyldes der flere varer i indkøbsvognen.

Derfor kan omsætningen holdes på det normale niveau.

- At der er færre kunder i butikken på samme tid betyder, at der er mere plads til at holde afstand. Og det synes jeg, at kunderne er gode til.

- Vi gør selvfølgelig alt for, at det er trygt og godt at handle i SuperBrugsen og efterlever alle sundhedsmæssige retningslinier, udtaler uddeler i SuperBrugsen Simon Rødkjær, der dog frygter, hvad den igangværende separatkloakering kommer til at betyde for forretningslivet i Sindal by.

Han håber og tror, at folk fortsat vil bakke op om den lokale handel.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste