CPH:DOX i Hjørring
Tirsdag d. 20. marts kl. 19.00 vises dokumentarfilmen "Den nat vi faldt" på Hjørring Bibliotek. Efter filmen stilles der om til et live-transmitteret talkshow med bl.a. filmens instruktør, Cille Hannibal, forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen og psykolog Jes Dige fra Kræftens Bekæmpelse.
Aftenen er arrangeret i samarbejde med dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX og er en ny måde, hvorpå festivalen gør det muligt for alle, næsten uanset hvor man bor i landet, at se en premiereaktuel dokumentarfilm. Biblioteker flere steder i landet viser film i forbindelse med festivalen.
- Den efterfølgende live-transmitterede samtale, der dykker ned i filmens fokus og emne, er forhåbentlig med til at skabe en helstøbt og fuldendt oplevelse, fortæller bibliotekar Tina Kragelund.
Om filmen "Den nat vi faldt" fortælles det:
Cille mistede sin stedfar, og Mette mistede sin mand, da fotografen Per Folkver faldt ned af en trappe og mistede livet. "Den nat vi faldt" er en film om tiden efter ulykken. Om sorg og heling, og om magtesløshed og viljen til at bevæge sig videre. For Cille var den første impuls nemlig at filme sin mor i tomrummet efter det tragiske fald. Og det er der kommet en dybt personlig, men også dybt vedkommende film ud af, om en usædvanligt stærk kvinde. Og om hvordan savnet lever videre i gamle kassettebånd, den tomme lejlighed, årstidernes skiftende dufte og ikke mindst de mange kasser med fotografier.
Dørene åbner kl. 18.30. Hjørring Bibliotekerne er vært ved en lille forfriskning undervejs. Bibliotekspersonalet gør opmærksom på, at arrangementet er gratis, men at man skal printe billetter fra biblioteket hjemmeside.