Billede beskrivelse

Covid-19: Elever igen sendt hjem fra nordjysk efterskole - misser eksaminer på stribe

11. juni 2021 kl. 09.51
Opdateret 09. juni 2022 kl. 11.04

HJØRRING: Halvorsminde Efterskole i Hjørring har igen fået snigløbet den sidste tid, som eleverne har sammen af covid-19.

I slutningen af maj blev alle elever sendt hjem, da man havde haft fælles gymnastik og en af eleverne fik en positiv corona-test. Eleverne kom så tilbage i søndags med test-resultaterne i orden, men:

- Ved midnatstid mellem torsdag og fredag fik en elev et positivt PCR-testsvar. Og da eleverne har været sammen på kryds og tværs i løbet af ugen, så er de blevet isoleret på deres værelser. Jeg har i nat været rundt og snakke med alle elever, hvor der både er blevet grint og grædt. De har fået morgenmaden serveret på værelserne, og venter nu på hjemtransport, lød beskeden fredag morgen fra efterskole-forstander Jens Beermann.

Hjemsendelsen af de hårdt prøvede efterskole-elever betyder, at omkring to-tredjedel af de 125 elever får ophøjet årskaraktererne til eksamenskarakterer.

Det er nogle af dem sikkert tilfredse med, mens andre nok havde håbet på, at kunne forbedre tallet på falderebet, vurderer forstanderen.

Køreplanen er nu, at eleverne går i selvisolation og skal PCR-testes på 4. og 6. dagen. Det vil sige, at de kan vende tilbage i slutningen af næste uge - og dermed er det muligt at vride det sidste ud af et glædeligt fællesskab, der ellers har været udfordret flere omgange.

Eleverne kommer således tilbage til en fælles weekend, hvorefter alle tager til Læsø i et par dage. Herefter rundes efterskole-forløbet af med galla-fest på matriklen i Hjørring.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste