Corona får det lokale handels- og erhvervsliv til at rykke tættere sammen

13. december 2020 kl. 13.00
Opdateret kl. 14.32

HJØRRING: Hjørring Handel er taknemmelig over den opbakning, som lokale erhvervsfolk har sendt til handelslivet i syv byer i kommunen.

Hjørring Handel modtog - som tidligere omtalt - en check på 50.000 kroner fra Erhverv Hjørring, Erhverv Hjørring DYNAMIC samt Hjørring Kommune, der hver har bevilget 50.000 kr. til de lokale handelsmiljøer.

Og den kontante støtte blev ledsaget af en anbefaling til alle borgere om at handle lokalt

- Vores initiativ skal opfattes som en solidarisk opbakning til handelslivet ud fra den opfattelse, at et levende handelsmiljø er en forudsætning for, at lokalsamfundet og dermed også erhvervslivet kan trives og udvikles, sagde formand for Erhverv Hjørring, Peter Hvilshøj.

Og i Hjørring Handel glæder man sig over initiativet.

- De ved, at vi lider under coronaen, og vi er dybt taknemmelige for pengene og ikke mindst for signalværdien i, at erhvervslivet opfordrer til, at man støtter det lokale handelsliv, siger formand for Hjørring Handel, Ole Søndergaard fra Bones.

Han glæder sig over, pengegaven kan blive et symbolsk startskud til et endnu stærkere samarbejde mellem kommunens handelsliv og erhvervsliv.

- Corona har fået os til at rykke tættere sammen, og den styrke kan vi bruge i fremtiden, tilføjer Ole Søndergaard.

- Det var utroligt positivt at møde formand Peter Hvilshøj fra Erhverv Hjørring og høre hans visioner for et fremtidigt samarbejde, tilføjer event- og aktivitetschef, Rikke Ejsenhardt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste