Billede beskrivelse

Cello og klaver på gymnasiet

17. november 2017 kl. 13.30

Hjørring Musikforening holder koncert søndag 19. november klokken 15 på Hjørring Gymnasium & HF Kursus

Morten Zeuthen (cello) og Amalie Malling (klaver) spiller værker af Beethoven & Poul R. Olsen.

Der er fri adgang for medlemmer af musikforeningen og gæstebillet kan købes for 150 kroner ved indgangen.

Morten Zeuthen indtager en central stilling blandt Danmarks strygere. Som solist har Morten Zeuthen optrådt med alle danske symfoniorkestre, optræder ofte helt solo og har en omfattende duo-virksomhed med pianisten Amalie Malling. Han har indspillet talrige cd’er og hans indspilning af Bachs solosuiter blev i 1994 hædret med en dansk Grammy som "Årets Klassiske Udgivelse".

Som professor i cello ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium har Morten Zeuthen siden 1996 ledet et frodigt internationalt sammensat cellomiljø. Hans studerende har vundet mange priser og orkesterstillinger. Morten Zeuthen spiller på en Giuseppe Rocca-cello fra 1845.

Siden 1972, hvor Amalie Malling vandt 1. pris i Den nordiske Musikkonkurrence, har hun haft en omfattende koncertvirksomhed som solist og kammermusiker såvel herhjemme som i det øvrige Europa, USA, Canada, Japan og Kina. Hun har spillet med samtlige danske symfoniorkestre og også optrådt med udenlandske orkestre.

Siden 1981 er Amalie Malling docent på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor hun igennem årene har uddannet nogle af den unge generations store klaverpersonligheder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste