Campingpar opruster med luksushytter efter rekordår: - Det overgik vores vildeste forventninger
Gl. Klitgaard Camping på Lyngbyvej i Nr. Lyngby er ved at opføre yderligere 4 campinghytter på pladsen. Hytterne får en størrelse på 45 m². Det er max størrelse på campinghytter og er indrettet med egne toiletter og bad. Fra hytternes terrasser bliver der udsigt til de fredede klitter hvor Nordsøstien går lige forbi, og med Vesterhavet lige udenfor.
Udbruddet af corona i foråret 2020 skabte stor usikkerhed om sæsonen, men efter rejserestriktionerne satte ind, tog danskerne på campingferie i Danmark som aldrig før.
- Det var helt vildt og overgik vore vildeste forventninger. Der var rekord i juli/august. Det, vi blandt andet oplevede, var at det var sjællændere og andre, som aldrig havde været på camping før. De var især glade for at benytte hytterne samt vores to nye luxustelte, fortæller ejerparret Helle og Leif Kallmayer.
- Allerede her efter jul og nytår, konstaterede vi en fornyet interesse, og at folk havde indstillet sig på at holde ferie i Danmark
- Vi havde i en periode overvejet at bygge flere hytter, og efter sidste års succes var vi ikke i tvivl om, at det var nu vi skulle i gang, og vi vil i den forbindelse gerne rose Hjørring Kommune for en positiv og hjælpsom sagsbehandling, fastslår de.
Det betyder, at Gl. Klitgaard Camping nu har et meget bredt udvalg af hytter – Lige fra de nye store luksushytter til mere beskedne men hyggelige hytter, både med og uden toilet og bad. Til disse er der i vinterens løb yderligere opført en helt ny servicebygning mod øst.
- Vi kan også konstatere, at der er en eksplosion i interessen for udendørs aktiviteter. Derfor har vi valgt at lave en helt ny 1000 kvm2 stor lege- og aktivitetsplads. Den bliver lavet sådan, at der er muligheder for alle aldre. Den opføres efter moderne principper og i lækre naturmaterialer, forklarer Helle og Leif Kallmayer.
Hele pladsen får hestetema og med en motion/fitnessbane, der er indrettet som en springbane og med sjove hestefigurer. Der bliver aktiviteter for voksne og børn. Blandt andet også en teenage-lounge, hvor de unge kan hygge sig i hængekøjer og med en nærliggende bane til et slag beachvolley.
- Det forventer vi os meget af. Vi oplever også at gæsterne er glade for bare at slappe af og at kunne hygge sig sammen på pladsen, siger de to.
Gl Klitgaard er en gammel landejendom med masser af plads. Der tilbydes, at man kan tage sin egen hest med på camping eller få en ridetur på gårdens heste. Desuden er der en minizoo med mange forskellige dyr som geder, polarræve, kænguruer, kaniner og høns.
Campingpladsen breder sig over 12 ha. og de yderligere 19 ha. bliver benyttet til folde og ridebaner til gårdens islænderheste.
- Vi ser med optimisme frem til en ny campingsæson. Desværre kan vi ikke holde vores traditionelle standerhejsning på grund af forsamlingsforbuddet, men vi åbner som normalt og i en coronavenlig udgave, slutter Helle og Leif Kallmayer.
Yderligere oplysninger om Gl. Klitgaard Camping kan ses på hjemmesiden www.gl-klitgaard.dk.