Byprofil præsenteret på teatret
Med 280 sider giver den ny profilbog om Hjørring Kommune et øjebliksbillede af den mangfoldighed, som kommunen repræsenterer. Bogen er den fjerde i rækken og udgives af Forlaget Byprofil, og med bidrag fra både Hjørring Kommunes kommunikationsafdeling og forlagets eget professionelle hold er der tale om et helt igennem lokalt funderet projekt.
Bogen blev præsenteret i Teatercaféen på Vendsyssel Teater. Hjørring Kommunes Profilbog 2018 udkommer blot nogle få dage, før festlighederne i forbindelse med Hjørrings 775 års jubilæum som købstad løber af stablen i uge 13. Derfor var kommunens kulturkonsulent Leif Lund Jacobsen indbudt til at afsløre lidt om, hvad ugen byder på. Han kunne engageret og medrivende fortælle om nogle af de planer, der kommer til at involvere byens foreninger, organisationer og institutioner, lige som handelslivet og ikke mindst forretningerne omkring gågaderne Østergade og Strømgade kommer til at spille en central rolle i den tidslinje, der er planlagt fra 1243 og til en fremtid, som ingen af os kender endnu.
Direktør og indehaver af Forlaget Byprofil, Michael Bermann, glædede sig ved præsentationen af bogen over den meget store opbakning, der har været til projektet.
- Jeg synes, at bogen kommer rigtigt godt rundt om hele kommunen fra hovedbyerne Hjørring, Hirtshals, Sindal og Vrå til kystbyerne Løkken og Lønstrup og alle de mindre lokalsamfund, der er med til at understrege den store variation, som Hjørring Kommune byder på. Samtidig viser de deltagende virksomheder og uddannelsesinstitutioner de mange, mange muligheder, som Hjørring har, og som gør bosætning interessant, sagde Michael Bermann bl.a. i sin tale.
På talerstolen var naturligvis også Hjørring borgmester Arne Boelt, der også glædede sig over den store opbakning, og som desuden rettede en stor tak til alle dem, der havde gjort bogen mulig, ikke mindst kommunens egen kommunikationsafdeling.
Sysselkoret stod for dagens kulturelle indslag med flot og festlig sang og musik.
Hjørring Kommunes Profilbog 2018 er nu til salg hos Arnold Busck i METROPOL ShoppingCenter og Betty Mogensens Boghandel i Strømgade.