Billede beskrivelse

Bygger spritny fabrik: Hjørring-firma er gået i jorden

02. februar 2024 kl. 11.01

Januar måned var en skelsættende dag for SST Enclosures i Hjørring. 

Det var nemlig her, at virksomheden kunne tage det første spadestik til en spritny fabrik på ikke mindre end 2800 kvadratmeter. 

Den nye fabrik kommer også til at ligge i Hjørring og skal stå færdig i slutningen af året.

- Vi har desværre gennem nogen tid måttet sige nej til nye kunder, fordi vi simpelthen ikke kunne følge med i produktionen. Der er for lidt plads i vores nuværende fabrik, også selvom vi producerede for fuld kraft både dag og nat, siger CEO Anders Martin Davidsen:

- Derfor har vi nu valgt at bygge en ny og topmoderne fabrik med masser af plads lige ved siden af vores nuværende fabrik.

Forudsætning for fremtidig vækst

- Vi har de sidste par år måttet sige nej til nye kunder, da vi simpelthen har kørt på maksimal produktionskapacitet i vores eksisterende fabrik, siger Anders Martin Davidsen og fortsætter:

- Det er naturligvis ærgerligt, når vi har ambitiøse vækstplaner og gerne vil øge produktionen og eksporten til vores nabolande, dvs. Tyskland, Sverige, Norge og Baltikum.

- Men med den nyindrettede og topmoderne fabrik ser vi os godt rustet til at kunne fortsætte vores vækst i de kommende år.

Billede beskrivelse

Højere produktionskapacitet

Den nye fabrik bliver skræddersyet til SST Enclosures produktion. Indretningen af fabrikken er nøje planlagt og sker med fokus på et optimalt produktionsflow, bedre arbejdsmiljø og ergonomi samt plads til implementering af automation primært i med nye og topmoderne svejserobotter.

- Når den nye fabrik står færdig, forventer vi at kunne øge produktionskapaciteten betydeligt samtidig med, at vi får en forbedring af arbejdsforholdene for de ansatte, siger Anders Martin Davidsen. Han fortsætter:

- Vi har løbende behov for at ansætte nye folk i produktionen, og derfor er det vigtigt, at vi er en god og attraktiv arbejdsplads, der kan tiltrække de rette folk.

Indkapslinger til industrien

SST Enclosures producerer indkapslinger af enhver art. Typisk er der tale om elskabe og lignende indkapslinger samt robuste og vandtætte HMI-paneler til industriformål.

- Vi er specialister i kundetilpassende løsninger af enhver art. Vi kan producere kapslinger i rustfri stål til de højeste tæthedsgrader og samtidig udført i hygiejnisk design, eksempelvis til brug i fødevareindustrien og medicinalindustrien, hvor disse krav er ekstra skrappe, siger Anders Martin Davidsen.

Men SST Enclosures producerer også indkapslinger udført i aluminium eller lakeret stål efter kundebehov.

Kapslingerne kan leveres 100 procent tætte og kan f.eks. anbringes udendørs til indkapsling af elinstallationer og lignende i forbindelse med trafikregulering og rensningsanlæg m.v.

Det er typisk fødevareindustrien (herunder fiskeindustrien), farmaceutisk industri, kemisk industri samt virksomheder inden for medicoteknik, der aftager de mange kapslinger fra SST Enclosures.

På nuværende tidspunkt har SST Enclosures knap 50 ansatte. Heraf er cirka 30 kleinsmede, der alle er eksperter i forarbejdning af rustfri stål.

I mange år har virksomheden haft sit eget kvalitetsstyringssystem, som i 2022 blev opgraderet og certificeret efter ISO 9001-standarden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste