Billede beskrivelse

Byggeprojekt i bero: - Det kan tage to år, og det kan tage 10 år

Renovering af butikker fortsætter, men nye lejligheder sat på pause

28. februar 2019 kl. 14.17

HJØRRING: Ejendoms - og udviklingsvirksomheden Wenbo A/S arbejder på fuldt tryk med at renovere sine butikker i Jernbanegade og Springvandspladsen, men den del af projekt, som efter planen skal indeholde 35 lejligheder, er stillet i bero indtil videre.

- Vi er i fuld gang med butikkerne. Nogle af dem er lejet ud, men vi er nødt til at vide med mere sikkerhed, hvornår hele bymidten af Hjørring er færdig, før vi kan gå videre med resten af projektet, siger direktør Gert Jensen, fra Wenbo A/S.

- Når bymidten har fundet sit leje, går vi i gang. Det kan tage to år, og det kan tage 10 år. Udviklingen må vise, hvornår tiden er moden.

Hjørring Kommune og Hjørring Vandselskab har for nylig oplyst, at de er nødt til at udskyde arbejdet med separatkloakering og forskønnelse af Strømgade og Springvandspladsen, da ingen bød på opgaven. Kommunen skal nu selv projektere, hvilket forsinker projektet indtil foråret 2020.

Wenbo A/S vil imidlertid ikke vente med renoveringen af butikkerne.

Renoveringen af kareens butikker i Jernbanegade er efter planen færdig om en måned. Derefter følger renoveringerne af butikken ud til Springvandspladsen, som tidligere rummede Fætter BR. Her bliver man færdig inden sommer, oplyser Gert Jensen.

Wenbo A/S byggeprojekt, som indeholder både renovering og nybyggede boliger blev meldt ud i 2018. Wenbo A/S andel af kareen er 8500 kvadratmeter.

Projektet samlede pris er 130 millioner kroner.

Den sydlige del af kareen overfor Hotel Phønix blev købt af Boligselskabet AB i 2002 og er siden renoveret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste