Billede beskrivelse

Byens erhvervsdrivende er enige om stor udfordring

28. november 2023 kl. 06.01

Medlemmerne af Løkken.dk bliver som en del af foreningens koncept jævnligt inviteret til netværksmøder, og det seneste foregik tidligere på måneden, hvor Kalstrup var vært.

Efter velkomst fra turistbureauchef Amalie Andersen, så fortalte bestyrer Sanne Olesen indledningsvist lidt om den flotte livsstilsbutik på Søndergade 8, som åbnede i 2018.

Ønsket om mere arbejdskraft

Med stigende aktivitet i Løkken-området, så er det ingen hemmelighed, at man søger mere arbejdskraft i byen - derfor havde man en dialog på mødet om, hvad man kan gøre.

Amalie fortalte blandt andet om rekruttering, markedsføring og muligheder, mens Sanne delte gode erfaringer ud om en ung butiksmedarbejder, der havde deltaget i Surf&Work.

Konceptet er blot en af mange idéer til, hvordan man kan tiltrække unge mennesker til at arbejde i kystbyerne - særligt, når der er ekstra travlt i forbindelse med højsæsonerne.

Samarbejde med kommunen

Næste punkt på dagsordenen var omkring den dialog, som man har med Hjørring Kommune - herunder om byens infoskiltning, der vil blive mere præget af røde og hvide farver.

Det var tydeligt på mødet, at alle erhvervsdrivende i Løkken.dk med fælles front ønsker at have et konstruktivt samarbejde med kommunen, for at tingene lykkes i årene frem.

Her var mødedeltagerne åbenlyst enige om, hvor vigtigt det er at have nyttige kontaktpersoner for de forskellige grupper hos Hjørring Kommune, så man holder alle ting enkle.

Juleaktiviteterne i årene frem

Julemåneden står lige for døren, og efter at juletræerne nu er kommet op i Løkken, så kommer julemanden også snart på besøg til en hyggelig aktivitet søndag 3. december.

I årene frem vil man dog gerne gøre byen mere 'Jul i den gamle badeby'-agtig, ligesom man har en ambition om mere julebelysning, samt julemærker og samlemærker fra 2024.

Øvrige punkter og workshop

I løbet af aftenen og under punktet eventuelt blev der også nævnt et ønske om flere skraldespande, samt delt information om Vendsyssels Plantage, herunder om dens flag.

Der var også nyt om finansieringen af Løkkens moleprojekter, samt molelejets nærliggende spil, som efter en investering på 780.000 kroner nu formår at trække hele 44 tons.

Netværksmødet, der som sædvanligt blev afholdt i en fin, afslappet og innovativ tone, blev afsluttet med en god workshop, inden deltagerne tog hjem efter et par spændende timer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste