BTI ønsker at købe Kulturboksen
Indsamling løber til foråret 2020
BINDSLEV: Henning Jensen fra BTI´s hovedbestyrelse oplyser, at foreningen gå efter at købe Kulturboksen i Bindslev.
Derfor er der startet en ”gaveindsamling”, der løber fra den 1. november 2019 til og med udgangen af april 2020.
- Vi har udarbejdet en folder, til både private og erhvervsdrivende, der kort beskriver visionen med KULTURBOKEN, men også det skattemæssige fradrag man opnår, ved at
støtte købet af KULTURBOKSEN, oplyser Henning Jensen.
Disse foldere vil blive udleveret, når vi kommer rundt på besøg i BTI´s område, supplerer Henning, der til den opgave får hjælp af Børge Jensen, Flemming Mejlvang og Arne Pedersen.
BTI´s Fitnesscenter, som blev etableret i KULTURBOKSEN, kører nu på fjerde år med godt 300 medlemmer. Selve opstarten blev gjort muligt med Evald E. Jensens hjælp, da Evald købte bygningen i 2015, og indgik en favorabel lejeaftale med forkøbsret til aftalt pris med BTI.
- Interessen og støtten har været enorm siden starten, og vi glæder os i BTI til, sammen med alle de øvrige frivillige, at lægge kræfter i og sætte yderligere handling bag ordene, så det bliver muligt at fuldføre visionen for KULTURBOKSEN. Dette kræver yderlige økonomi, og ikke mindst at BTI ejer bygningen, for at kan søge yderlige støtte hos eksterne fonde. BTI håber på fortsat opbakning fra borgerne til at fuldføre projektet, lyder det.