Brugere, frivillige og ansatte satte et aftryk: Festede for 25 år
HJØRRING: Den Blå Sociale Cafe i Hjørring er blevet 25 år - og det er blevet fejret.
- Invitationerne blev sendt ud i januar 2020 til brugere, frivillige og ansatte. Så vi har ventet så længe – endelig onsdag 20 otkober 2021 kunne vi holde en kæmpe fest på Torvet 4, hvor vi havde lånt lokaler, så der var plads til alle. Vi var godt 60, fortæller Susanne Houmøller, der er leder af huset.
- Vi fik lækker mad, hørte dejlig musik, fik sunget vores yndlingssang samt flere lejlighedssange, pustet med farvestrålende serpentiner og malet på to fine billeder.
Maleri til minde ...
Et af malerierne er til minde om aftenen. Alle satte deres mærke ovenover cafeen.
- Et andet maleri, ”Det gode Liv maleri”, vil vi færdiggøre i de kommende uger.
- Da vi havde Trivselsværksted i Kongensgade 3 indtil 2013, lavede vi hvert år et nyt maleri, tilføjer Susanne Houmøller.
Den Blå Sociale Cafe er et værested, hvor man kan få en kop kaffe, lidt varme og ro samt et billigt måltid mad.
- Men det er så meget mere end det. Da Cafeen blev oprettet i 1995, sagde man, at der ikke var behov for et sådant værested. Årene har vist at man tog fejl. Alene i år er besøgstallet vokset fra 30 besøgende i gennemsnit ved årsskiftet til 38 her i oktober, oplyser Susanne Houmøller.
- Utallige er de frivillige, som har lagt deres hjerteblod gennem årene – for slet ikke at nævne dem, der har boet i Kongensgade 1 og alle dem, der kommer der, hvad enten det er dagligt eller bare en gang imellem. Tre har været med i alle årene!
- Sammen havde vi en dejlig aften. Vi huskede og mindes ansigter, smil og ordvekslinger, kaossituationer, blomster, morgner med andagt og fadervor, byggerod, bisættelser og begravelser - af og til med ganske få deltagere, enkelte gange fuldt hus og mere til – fælles måltider, udflugter, fester. Men mest af alt hverdag, som vi har delt med hinanden på godt og ondt.
- Livet skal dog leves forlæns, vi gemmer alle de gode minder og prøver at leve livet forlæns, for det kommer til os – tag imod livet. Sammen tog vi hul på de næste mange år i og ud fra Den Blå Sociale Cafe, siger Susanne Houmøller