Arkivfoto
Livet her

Brand i botilbud: Beboer på sygehus med røgforgiftning

Overetage stærkt røgskadet - tagplader pillet af for at få ild slukket helt

21. juni 2021 kl. 08:34

RAKKEBY: Der udbrød mandag morgen brand i et hus på Toftegårdsvej 13 i Rakkeby - et hus, der fungerer som bosted for handicappede. Alarmen lød klokken 06.51, og Nordjyllands Beredskab rykkede med et fuldt slukningstog fra stationen i Hjørring.

- Der er tale om et halvandet plans hus, hvor der har været ild i en seng på et værelse på ejendommens øverste etage. Ilden har så bredt sig til noget af overetagen, forklarer indsatsleder Jesper Ludvigsen fra Nordjyllands Beredskab.

Ilden er bekæmpet - næsten - og ved 08.15-tiden var brandfolkene ved at fjerne tagplader fra ejendommens tag, så de sidste ildlommer kunne slukkes helt ned, forklarer indsatslederen.

Han oplyser, at to personer var i bygningen, da branden opstod - en ansat og en beboer. Den kvindelige beboer er blevet kørt til tjek for røgforgiftning på Regionshospital Nordjylland i Hjørring.

- Værelset er skadet af ilden, mens overetagen er stærkt røgskadet, konstaterer Jesper Ludvigsen.

Hos Nordjyllands Politi oplyser vagtchef Jesper Sørensen, at der endnu ikke foreligger noget, der kan belyse årsagen til branden.

- Der skal foretages yderligere undersøgelsen, før vi kan udtale os om det, fastslår han.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu