Billede beskrivelse

Bosat i Løkken via Australien og København

25. december 2019 kl. 07.44

Ved Løkken.dks netværksmøde i december var Bella Maass den ene af to værter. Bella Mass driver selvstændig grafisk virksomhed i Løkken, hvor hun hjælper med at formidle virksomheders og forretningers budskaber, så de giver mening og opfattes af modtageren. Ved mødet på Huset Havs fortalte hun om sig selv og sin virksomhed.

- Jeg løser alle typer grafiske opgaver fra mit lille hjemmekontor samt designer hjemmesider med mere. Jeg er allround kreativ, og har mange års erfaring i den grafiske brance med typografi, ombrydning og billedbehandling, fortalte Bella Maass på mødet.

Bella Mass kommer oprindeligt fra Hamborg i Tyskland, hvor hun blev uddannet som grafisk designer og multimediedesigner. Efter et års ophold i Australien bosatte hun sig i København hvor hun arbejdede og videreuddannede sig.

- Det var også her jeg mødte min mand Kasper, og i 2016 slog vi os ned i Løkken, hvor vi sammen med andre driver North Shore Surf og Huset Havs. I 2018 startede jeg min egen virksomhed som grafisk designer.

- Når jeg ikke sidder foran min computer, er jeg på stranden med vores lille datter eller på surfbrættet i bølgerne ud for Løkken, fortalte Bella Mass ved det velbesøgte netværksmøde.

Næste netværksmøde afholdes på Løkken skole torsdag den 9. januar kl. 8.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste