Billede beskrivelse

Borgmester afviser lukning i Løkken: - Det er totalt løse og ubegrundede rygter

26. oktober 2021 kl. 11.15

LØKKEN: - Det er totalt løse og ubegrundede rygter, sagde borgmester Arne Boelt som svar på et spørgsmål på Løkken.dks netværksmøde.

Et af spørgsmålene lød nemlig: ”Der går rygter om at Materielgården er lukningstruet – hvordan vil de funktioner, der i dag servicers derfra fremover sikres?”

Der blev også efterspurgt flere el-ladepladser til elbiler – i den forbindelse oplyser Arne Boelt, at det er elselskaberne som har den opgave. Dog er det kommunens opgave at være med i planlægningen.

I forhold til, at Løkken er en by i vækst, blev der spurgt til, hvordan kommunen vil sikre der fortsat er relevante boligformer og børnepasning og at infrastrukturen er klar til at rumme den øgede tilflytning.

- I forhold til boliger, så er det ikke vores indtryk, at der mangler kapacitet i Løkken. Der er heldigvis flere private initiativer, hvor vi fremmer planlægningen så godt som vi kan. Senest har det været tilpasset planlægning for Kallehavegård, så der er mulighed for blandet bebyggelse.

- Der er i forbindelse med den seneste revision af kommuneplanen vurderet på arealer. Der er ledige arealer til boliger i Løkken på cirka 19 hektar.

- For tiden er der ikke plads i børnehave og vuggestue – der sættes på venteliste eller henvises til institutioner i andre byer i kommunen. I gennemsnit mangler der pt omkring 5 pladser i vuggestuen og mellem 10-15 pladser i børnehaven. Prognoserne siger, at dette også vil være tilfældet de kommende år. Forvaltningen er i gang med at beskrive mulige løsningsforslag, der skal præsenteres for BFU. Forslag kunne være etablering af kommunal dagpleje i Løkken samt en tilbygning til daginstitutionen Hyttefadet, forklarede borgmesteren.

Der er efterspørgsel efter lejeboliger i Løkken, og her kunne Arne Boelt fortælle, at byrådet har godkendt et alment boligprojekt med 18 boliger. Der opføres fire forskellige boligtyper som forventes taget i brug i 2022. Byrådet understøtter på den måde et varieret boligudbud i Løkken. Øvrige lejeboliger bør være private.

Om Løkken som kommunens Turistfyrtårn, og hvad det betyder i forhold til servicering af vores gæster, forklarede borgmesteren, at der arbejdes fortsat på realisering af etape 3 af Løkken Molelejeprojekt.

- Vi har været udfordret på proces, men er på vej op i fart igen (langsomt, men sikkert) Ellers er det gennem Destination Vestkysten de primære aktiviteter vil være.

Der blev også stillet spørgsmål i forbindelse med lange sagsbehandlingstider på byggesager for både private og erhverv.

- Der kan godt være sager, der er trukket ud i et år, men så vil der som regel være en god forklaring i forhold til materialer, der mangler eller lignende. Det er en udfordring, hvis der mangler nødvendig dokumentation for brand og statistiske beregninger – eller andre forhold.

Fakta om byggesagsbehandling pt.: - Ja, der er pres på byggesagsbehandlingen hele vejen rundt – også i nabokommuner. Kommunen har opnormeret med et årsværk – og mere kan økonomien ikke rumme.

- Vi har modtaget 30% flere byggeansøgninger i 2021 set i forholdt til samme periode 2020. Samtidig er der truffet 42% flere afgørelser, så de keder sig ikke de gode byggefolk, konstaterede Arne Boelt.

- Og nej, det bør ikke betyde, at vi bliver fravalgt af tilflyttere. Det er en myte, som godt må blive slået tilbage– vi klarer os faktisk ganske ok, når sammenlignes på tværs af kommunegrænser.

Eksempel: 338 sager i år til dato vedrørende enfamiliehuse (stort og småt). Servicemål om maks. 40 dages behandlingstid er opfyldt i 265 ud af de 338 sager.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste