Billede beskrivelse

Borgere i Hjørring i demonstration mod trusler og hetz

29. oktober 2017 kl. 17.12
Opdateret kl. 21.26

Borgere i Hjørring Kommune slår nu igen som reaktion på nyheden om, at borgmester Arne Boelt og hans familie gennem længere tid er blevet udsat for trusler, hetz og chikane.

Søren Ottzen, forstander på Vrå Højskole, har med kort varsel arrangeret en demonstration "for folk, der tør tage ansvar for demokrati", som der står i den begivenhed, han har oprettet på Facebook under overskriften "Stop chikanen - Styrk demokratiet".

- Som borger i dette land kan jeg ikke leve med, at nogen trues til at stoppe deres virke. Nok er nok, siger Søren Ottzen.

Flere hundrede har på Facebook signaleret opbakning til demonstrationen foran rådhuset mandag kl. 16.

- Truslerne og chikanen mod Arne Boelt er et angreb på borgmesterposten, byrådet og vores demokrati. Som privat borger er jeg pikeret, fastslår højskoleforstanderen.

Han finder det helt naturligt, at netop en højskolemand arrangerer en demonstration til fordel for demokratiet.

- Højskolerne blev oprindeligt skabt til at stå vagt om demokratiet, siger Søren Ottzen, som i sin invitation til at deltage i demonstrationen skriver følgende:

"Landet over bliver folk med holdninger eller bestemte arbejdsopgaver chikaneret voldsomt og personligt. Det er alt ødelæggende for vores demokrati. Folk med lovligt ærinde, der tør tage et ansvar for vores land, bliver i mere eller mindre grad svinet til ved hjælp af udemokratiske trusler."

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste