Børnene fik vækket julemanden i den gamle mølle
I søndags, den sidste før jul, samlede børn og voksne sig omkring Sindal Mølle for de havde hørt, at julemanden lå og sov helt oppe under den løgformet hat. Nu skulle han vækkes, så han kunne komme i gang med juleforberedelserne, inden det blev for sent.
Da det ikke var nemt at få julemanden vækket, fik børnene hjælp af Nisseorkestret, der heldigvis var lige i nærheden. Det lykkedes. Julemanden blev vækket og kom søvndrukken ud fra Møllen. Da han opdagede de mange børn, blev han straks helt vågen, og han hilste på alle og uddelte krammere.
Med Nisseorkestret i spidsen gik alle i optog til Nørretorv, hvor den flinke julemand delte godteposer ud til de mange artige børn, mens Nisseorkestret spillede. Og Bodegaen bød på gratis sodavand.
Da julemanden var rejst tilbage til Grønland efter flere julegaver, var der rig lejlighed til at handle i byens forretninger, og mens der blev handlet, spillede Nisseorkestret julens melodier rundt i byen og ved butikkerne.