Børn fra Hjørring bager til fordel for BørneTelefonen
Torsdag 12. oktober bliver der fyldt med velduftende bagværk over hele landet, når mere end 80.000 børn kaster sig ud i stor bagekunst til fordel for BørneTelefonen.
Her vil blive æltet, bagt og pyntet til den helt store bagemedalje, når børn og unge i alle aldre igen trækker i forklæderne og afholder årets Bag for en Sag.
Børnehaven Kollegieparken i Hjørring vil endnu en gang deltage i årets Bag for en Sag. Her hopper de cirka 40 børn i forklæder og bliver sande bagermestre, når der skal bages og pyntes lækre kager. Lækkerierne skal efterfølgende sælges, når børnehaven inviterer familierne på besøg.
På den måde er børnene fra Hjørring med til at holde BørneTelefonen åben for alle børn og unge i Danmark.
Helle Bisgaard er pædagog i Børnehaven Kollegieparken. Hun glæder sig meget til bagedagen, hvor der plejer at komme rigtig mange forældre forbi til kaffe og kage.
- Vi har været med til Bag for en Sag i rigtig mange år. Det er blevet en skøn tradition, og forældrene er også helt med på den. De kommer i hobetal for at spise kage og drikke kaffe. Og de plejer ikke bare at spise et enkelt stykke. Vi vil alle sammen rigtig gerne støtte op om BørneTelefonen. Børnene glæder sig også. Og de er rigtig glade for, at det går til en god sag, siger Helle Bisgaard.
Bag for en Sag er en årlig tilbagevendende begivenhed, der har været afholdt siden 2005.
- Vi er rigtig glade for, at så mange børn er med til at sørge for, at BørneTelefonen kan være der for alle børn og unge. Samtidig er Bag for en Sag en god mulighed for at tale med børnene om, at ikke alle børn i Danmark har det godt. På BørneTelefonen er der altid en voksen, der lytter og hjælper, " siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
Sidste år slog Bag for en Sag alle rekorder, da over 76.000 børn og unge indsamlede mere end 1,9 mio. kr. ind til BørneTelefonen, som drives af Børns Vilkår. BørneTelefonen havde sidste år mere end 43.000 samtaler med børn og unge om alt fra mobning, skilsmisse til vold.